Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
En kold martsdag anno 1975 var mit første besøg i EUs hovedstad - Bruxelles/Brussels. To uger forinden anede jeg faktisk ikke, at min kuffert ville føre mig til Bruxelles. Rejsen til New York i starten af maj samme år var omhyggeligt planlagt (med diverse ture til bl.a Washington osv.). Men min chef og mentor havde pludselig fået en dødsdom. Han vidste det ikke; jeg vidste det - desværre!
Derfor valgtes at bruge min daværende pænt opsparede “rejsekonto” på korte rejser til forskellige områder af Europa, så jeg med få timers varsel kunne være i København, når det var påkrævet. For nogle lyder det måske vanvittigt - men for mig var det en selvfølge at følge en af mine mentorer på hans sidste rejse. Det skete lidt senere i samme tidsrum. - Jeg har aldrig fortrudt den beslutning!
Så i stedet for New York (og Washington m.m.) blev det bl.a. den nærliggende EU-hovedstad - Bruxelles/Brussels. En rundtur - en introtur i det, der dengang var på vej til at blive en slags “EU-Hovedstad”. En guide - en 50+ herre med et af Europas kraftigste underbid, to-dages skægstubbe, en “Columbo-cottoncoat” m.m. - forkyndte for bussens få gæster denne marts-kolde formiddag, at…”my name is Pieeeeeeeeeeters”. Enhver læser, der nu forsøger at udtale “Peteeers”, vil fornemme trækninger i underkæben. “Peeeters” førte sit busselskab rundt i Bruxelles med en inderlig stolthed og vekslede uden problemer med sit underbid mellem flamsk, fransk, engelsk og tysk.
Hotelværelset var på 9 etage. Det var Sheraton Brussels. 50+ vil erindre den afdøde US-president (og gennemhæderlige) Gerard Ford. Han besøgte samme hotel ca. 1 uge efter. Sheraton Brussels på Place Rogier i centrum var noget helt særligt den gang. I dag er det blot eet af mange x-stars hotel i EU- og NATO-byen.
Chez Paul
Anno 1975 var der også andre spots i den opadstigende (i betydning) belgiske sammensatte hovedstad. Blandt flere interessante fristelser i det centrale byliv var en - daværende - meget fashionabel natklub “Chez Paul”. På anbefaling var den genstand for et aften- og nattebesøg, jeg aldrig glemmer! Det er blevet til (for mange?) en del besøg i natlige lokaliteter af varierende størrelse, farve og prisniveau en del steder i Europa gennem mit plettede liv. Sammenligning er naturligvis altid nærliggende, når muligt.
Tilbage til Chez Paul anno marts 1975. Natklubejeren “Paul” besad den - alt for sjældne - kompetence at byde gæsten personligt velkommen. “Paul” gik rundt i sin natklub og hilste på gæsterne, ikke blot (mange) gengangere, men også debutanter som blogejeren. Han gav sig tid til at en sludder, nøje afstemt af lydintensiteten fra underholdningen på den lille scene. Mange natklubejere kunne lære - inderligt - meget af (den hedengangne) Paul.
Modsat nutidens mørkklædte muskeldrenge med ledninger i nakken, højtalere i ørene, tribade-tatoveringer, skaldet hovedbeklædning, syntetiske muskler ved hjælp af kemiske stoffer og jernløfteri, kulsorte bælter i asiatiske kampsportsgrene og ikke mindst et tilskåret brutalt og betydningsfuldt udtryk i ansigtet havde le patron Paul to pænt klædte herrer i de modne årgange til hjælp ved indgangsdøren til den - daværende - fashionable Bruxelles-natklub. Jeg er sikker på, at “Paul” med sin elegante og samtidig selektive snu væremåde ville eliminere 90 pct. af eventuelle optræk til ballade. De sidste 10 pct. vil det hastigt tilkaldte politi fra den nærliggende politistation med glæde tage sig af, medens le patron Paul så smilende til emballeret i sin skræddersyede dobbeltradede smoking. Jeg erindrer stadig de professionelle værtinders smil til le patron. Tro mig, der er stor forskel på disse, men her var de feminine professionelle smil ilagt en ægte respekt for Paul. Begreberne “klasse” og “stil” lyste som en solfyldt aura fra le patron! 
In addition:
Disse memory-spots kørte i min indre biograf, medens der blev igangsat et nøje planlagt forløb af tilskåret tid til at se Europas hovedstad Bruxelles/Brussel anno 2012.
Det handler næste (planlagte) og noget længere blogindlæg om. Begreber om Bruxelles/Brussel anno 2012, EU, Matongé, tips til Bruxelles, Brussel m.m. bliver berørt……
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
I Europa ligger mange klostre fra den mørke middelalder. At Europa er delt i et sydligt katolsk og nordligt protestantisk religiøst baseret område, er bekendt for enhver, der har gennemkrydset den gamle verdensdel samt blot læst indholdsfortegnelsen i den europæiske historiebog.
Det ved bl.a. EUs præsident, den lidt embedsmandsagtige konsensus-mager samt flamske politiker af borgerlig observans, belgieren Herman van Rompuy (f. 1947). Når han skal lade op (det er der vist tit brug for i denne tid!), sker det - ifølge velunderrettet kilde - enten ved den flamske kyst eller hos munkene i klostret i Affligem.
Delingen af det katolske og protestantiske Europa ses meget tydeligt i Belgien. Et land, som blogejeren har lært gennem nogle rejser over decennier at sætte pris på. I samme land ligger der flere klostre. Nogle er lukket for offentligheden. Få er åbne efter aftale. Et af disse er ikke bare åbent - og har været det længe - men er samtidig nærmest verdensberømt. Modsat ovennævnte kloster Affliglem er klosteret i Chevetogne langt mere eksponeret. Ethvert look i hjemmesidens gæstebog fortæller om gæster i dette særegne kloster fra alle verdensdele på kloden.
Monastére Chevetogne
Dybt inde i Ardennerne ligger dette magnifikante klosterkompleks i en katolsk og byzantinsk blanding. Nogle frostklare og solrige januardage 2012 i Ardennerne bidrog til den fabelagtige klosterstemning og -stilhed for blogejerens længe planlagte klostertur. - En inderlig historisk kontrast til “The Battle in the Bulge” - december 1944, hvor bl.a. den amerikanske 4-stjernede general George Patton jr. med sin 3die armé udkæmpede nogle voldsomme slag i vinterkulde og høj sne mod de tyske besættelsestropper netop i dette område af Ardennerne. - Tilbage til klosteret anno 2012:
Bygningerne (bill.1.) er med årene blevet en hybrid af flere stilarter. Indenfor trives munkene i forskellige trosretninger, aldre, livvidde, højde og skostørrelser. Latin, fransk og flamsk er naturlige dagligdags tunger. Hårdt presset kan de yngre af dem også kommunikere frit på engelsk. Der er ikke TV, radio eller musikafspillere eller anden nymodens pjank, når undtages ledsagende musik til andagterne. Gæster, der skal have rytmer for at leve, må koble noget til øregangene. Kulturelle input via medier sker kun, såfremt gæsten medbringer computer. Efter anmodning skabes adgang til WLAN.
Rituelt eksempel
Ritualerne foregår naturligvis på latin og fransk i denne del af verden. Et eksempel på et ritual er måltiderne. De starter med, at en munk ringer løs på en kæmpeklokke (han sætter nogle sikkerheds-ørepropper i hver gang). Lyden er gennemtrængende i hele klosterområdet; ja selv Klokkeren fra Notre Dame kunne have behov for noget krisehjælp eller coaching lige efter.
Som billedet (bill.3) viser, sidder munkene ved et langt bord. For enden sidder “chef-munken”, et ældre lang-skægget herre. Han styrer bønnerne og messesangen, inden- og efter måltidet. Ved siden af ham sidder så de få mandlige gæster og dernæst kommer munkene i en turnus-sidde-ordning. Medens vi spiser, er der tavshed mellem munkene (og eventuelle herre-gæster som blogejeren). Andre munke agerer tjenere. Det kører altsammen i en vagtbaseret turnus. Fade og brød bliver budt rundt i et velordnet ceremoniel og tavshedsbelagt mesterværk. Vi tygger maden, medens postevandet skyller det ned. 2-3 retter - hovedretten bydes rundt anden gang, når chef-munken er færdig med første omgang.
Hele sceneriet (måltidet) varer næsten nøjagtig 30 minutter; alt imedens en munk sidder på en lille forhøjning i hjørnet og læser op af skriftsteder i en lind strøm via en mikrofon. - “Chef-munken” afbryder med en bordklokke, når han skal messe eller bede. Det sker både, når vi skal starte og til slut efter måltidet. Alle står bomstille ved deres (umagelige) træstole med blikket vendt mod et kæmpekrucifix for enden i det aflange spiserum. Der er alvor hos alle, ansigtsmusklerne bruges kun til bearbejdning af føden. - Maden opleves tung, men absolut velsmagende a la “husmandskost”. Søndag aften var den vagthavende messe-underholdningsmunk afløst af en semi-munter klaverkoncert via det beskedne musikanlæg i hjørnet af spisesalen. En velkommen forandring, selvom munkene ikke viste videre opstemthed i deres ansigter under måltidet.
Alt i alt var vi på alle måder (uden overdrivelse) langt fra en Michelin-stjernet restaurant. Her har gæsterne heller ej navnesignerede servietstofposer og -ringe til deres stivede hvide stofservietter! Blogejerens gæstestatus kvalificerede til en træ-servietring, en stivet hvid (stor og dejlig) stofserviet (som i barndommen) samt et visitkort sirligt påtegnet “Mr. Erik Hulegaard”.
I en nærliggende bygning, der kunne skimtes fra blogejerens fabelagtige Ardenner-udsigt fra sit skrivebord i munkecellen, kunne anes Bethania, som var quindernes opsamlings-sted. Ingen quinder hos munkene? Blogejeren så kun en quinde. En lille quinde (rengøring m.m.) med et listigt smil og og en livvidde, der gjorde det nemmere at hoppe over hende end at løbe rundt om hende, hvis man(d) ville passere hende!
Generelt
Adkomsten til klosterområdet i Ardennerne er ikke nem, hvilket jo basalt heller ikke er meningen. Det hjælper med en bil (eje eller leje). Ellers er det tog fra Bruxelles (retning: Luxembourg), stå af i Ciney. Herefter er der busforbindelse cirka 3-4 gange om dagen (ej søn- og helligdage). At få en taxa svarer nærmest til at vinde i lotto. Det lykkedes blogejeren med besvær og bistre overtalelser at få fat i en taxa i Ciney, da bussen netop var kørt og der var cirka 5 timer til den næste busafgang. Taxachaufføren satte taxametret til hjemmefra og fortsatte sin kørsel med blogejeren plus bagage i en sær hoppende kørsel, der måske blev afstemt efter reggae-rytmerne i bilradioen. Faktisk imponerende, når det antages, at taxachaufføren ellers virkede tæt på de 80 år (næsten som hans taxa-Mercedes 
).
Ved min afgang nogle dage senere havde “Guestfather”-munken på min anledning bestilt en taxi. Ganske rigtigt kom den 80+årige trillende igen med sin gamle Mercedes. Han havde for en sikkerheds skyld sat taxameteret til hjemmefra, så taxametret viste 14 Euro, da blogejeren satte sig ind i den gamle Mercedes. Vognmandens belgiske moustache strittede fortsat, da han i nogle herlige gear- og koblingsskift bragte den gamle “merser” og den noget yngre blogejer til Gare de Ciney. Det var en god dag for den gamle vognmand. Solen skinnede og hans pensionstillæg blev kraftigt adderet. Da han kørte videre, kunne blogejeren ikke lade være med at grine lidt trods en kraftig afhøvling af sin børneopsparing.
Refleksion
Stedet ånder af….ja netop klosterstemning langt væk fra “Real Life”. Vi befinder os nærmest i en pseudoverden, omgivet af Ardennernes bakkede skovbeklædte natur, der både genererer et dystert og samtidigt storslået regie. Det kan beskrives kortfattet (som dette indlæg) eller i dusinvis af ord, men skal det virkelig fornemmes, er et ophold et must. En oplevelse for livet!
Er den strenge munke-ordenagtige tilgang til religiøsiteten og troen den rigtige? Kommer munkene - når de oplever den ultimative længste (og sidste) søvn - op til Vorherre? Er de bedre mennesker end os andre “hverdags-digital-cpr-numre”? Giver deres mange ritualer adgang til en højere position i et (måske) nyt liv? - Se….det interessante er jo, at i-n-g-e-n endnu - trods digitale artisterier og gen-manupulationer og raketvidenskab osv. - har svaret på disse spørgsmål.
Ønsker læseren at reflektere udenlands - i et internationalt miljø - under særdeles velordnede forhold (undervurdér aldrig den katolske munke-disciplin!), er det belgiske kloster med en enestående “rural” beliggenhed dybt inde i Ardennerne et kvalificeret sted.
Modne læsere bør sende denne rekommandation “til modning”. Yngre læsere bør erindre dette sted - måske til senere lejlighed i deres liv, når erfaringen og livets kompleksitet er fusioneret i en anelse forståelse af livets fabelagtige menukort.
Blogejeren havde nogle formål med rejsen, hvoraf det ene (naturligvis) var at opleve dette fabelagtige kloster. Efter et par aftalte dage kunne blogejeren returnere til “den virkelige verden” i form af nærmeste togstation i Ciney, hvorfra toget fra Luxembourg via Namur kunne køre de cirka 70 km. til Bruxelles/Brussels.
In addition
Sidstnævnte by handler næste planlagte indlæg om med titlen “My name is Pieters”.
Note:
Link til Monastére Chevetogne: http://www.monasterechevetogne.com/index.php?taalkeuze=2
Link til mere Monastére Chevetogne: http://www.hulegaard.dk/chevetogne.htm
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Den traditionsrige jule- og nytårs-blogfaste er nu indtrådt. Læseren ønskes hermed en individuel glædelig kalorieholdig jul samt et promillebaseret nytår.
Bloggen er scheduleret til forventet opstart i uge 4/2012
Foto: Erik Hulegaard ( Antibes - Côte d´Azur - Frankrig)
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
En dag i julemåneden december passeredes Superbrugsen, hvor det blev heftigt annonceret, at julemanden ville komme i flere timer om søndagen. Fint nok! Men det blev et problem, da blogejeren samme dag kunne læse i en distriktsavis, at julemanden også kom i andre større varehuse s-a-m-t-i-d-i-g.
Som barn lærte man(d), at julemand-en var bestemt ental, altså kun 1 person? Som barn forsøgte de voksne forøvrigt også at bilde blogejeren ind, at julemanden ville komme den 24. december med gaver. Det blev yderligere styrket, når blogejeren i en barnlig og mindre udgave blev hevet med i diverse af Københavns stormagasiner for bl.a. at hilse på julemand-en.
Forvirringen kunne have været invaliderende 
, ja i vore terapeut- og coachingtider ligefrem behandlingskrævende . Men med barnlig snusfornuft holdt blogejeren i mange år på en hemmelighed:
Han troede aldrig på julemanden!
Han følte, at det var noget slemt pjat, men nænnede ikke at sige det til de voksne, der var så glade og feststemte ved tanken om den hvidskæggede herre med den dybe røst og sækken, forøvrigt klædt i dannebrogsfarvede tekstiler og tov rundt om maven.
Den eneste virkelige “givende” oplevelse med julemand-en indtraf for mange år siden i et forlængst lukket varehus i Københavns centrum. Caféen i hjørneejendommen med navnet “Dalle Valle” er det eneste minde om et - i tidernes morgen - hæderkronet koncept af stormagasin med inkluderet større postordreforretning. Hvert år kom et IKEA-tykt program med Dalle-Valle-fristelser. De kæmpestore laksefarvede korsetter på “damesiderne” i forskellige mega-sizes gjorde altid indtryk; unægtelig en skærende kontrast til nutidens mode og quindeidealer……gennemskærende!
Blogejerens plettede hukommelse visualiserer med fuld blus på de CO2 neutrale (?) julelys en julemand i Daells Varehus i slut-60erne, der var noget ganske særligt. Han var ikke alene støjende og brummende og grinende, han var simpelthen skide fuld . Børnene synes det var herligt, nogle forældre det samme og mange andre veg tilbage i “næstekærlig forargelse”.
“Der må skrides ind på en eller anden måde,” nærmest vrinskede en velemballeret, let overvægtig quinde i en alder skræmmende få millimeter fra (eller efter ?) klimakteriet. Og andre omkringstående i forskellige køn, aldre, livmål, skostørrelser og ikke mindst livsindstillinger nikkede bekræftende, men stod alligevel nærmest stigmatiseret.
Julemanden råbte op og dinglede rundt mellem butiksafdelingerne. Med en ihærdig skovlen af brunkager ud fra en medbragt fletkurv grinede han semimanisk højt og det off-white farvede skæg rystede. Adskillige af disse små brunkager ramte forskellige udstillingsvarer og butiksgulvet med sære knasende lyde. Nogle børn bøjede sig hastigt ned og med små hænder omsluttede deres fingre lynhurtigt de halvbeskidte 1-2 brunkager fra butiksgulvet. Nogle nano-sekunder senere så de stolt op på deres voksne ledsager og puttede de indfangne brunkager hastigt i munden, inden de voksne kunne nå at standse disse bakterie-bombers indtrængen i barnets fordøjelsessystem.
Refleksion
Den fede julemad kan ofte forårsage maveonde. Men den dag stod blogejeren ude på Nørregade i lang tid med kraftige mavesmerter…..af grin! Den dag troede han på julemand-en, fordi eventyret var blevet til virkelighed .
Hils endelig Julemand-en, hvis læseren møder the one and only i julemåneden.
Link til blogejeren som Julemand
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Lad os overstå det kedelige og faktuelle først:
“Archimedes’ lov, siger, at når et legeme helt eller delvis nedsænkes i en væske, taber det lige så meget i vægt, som den fortrængte væskemængde vejer.”
De fleste af os husker det med blandede følelser fra vores barndoms fysik (og kemi-)timer. Fysikken i dette indlæg er imidlertid relateret sig til dyreriget, nærmere bestemt græske landskildpadder.
En aktuel og recidiverende TV-reklame med en vandrende landskildpadde fik blogejeren til at gå i barn- og ungdommens tænkeboks.
Zoologiske overvejelser
Alle læsere har trods meningsforskelle en eneste ting tilfælles: Vi har alle være børn engang. Det gælder også blogejeren i en inderlig fjern fortid. Mange børn får opfyldt et ønske - enten naturligt eller gennem vedvarende plageri af de voksne - om at få et dyr. Hunde og katte er øverst på scorelisten. Det var de også hos blogejeren, dengang i en lille udgave.
Men nej - det blev afvist af matrikelejerne. Ikke fordi foderudgifterne ville ruinere husholdningsbudgettet, men altid med den undskyldning (?), at “man blev så afhængig af sådanne nogle firbenede dyr!”.
Mange af blogejerens voksne familiemedlemmer var det, som nogle kalder for “hjemmefødninge”. At opleve andre lande og byområder, hvadenten disse befandt sig i det sortsværtede Ruhr-distrikt eller en uforskammet lækker solskinsplet på en caribisk ø, interesserede ikke “de voksne”. Samme persongruppe var flydende i flere sprog, men foretrak at holde denne kompetence hjemme i Dannevang, enten i selskabelige sammenhænge eller i selskab (eller duel) med en bog eller en kryds og tværs m.m.; helt modsat blogejeren, da han fik sit eget pas.
Denne manglende rejselyst og glæde ved “Domus” kunne nok retfærdiggøre, at det ikke blev en kolossal belastning med en hund eller en kat, tænkte den lille blogejer, men barnlig logik vejede ikke tungt i beslutningsprocesserne.
Blogejerens moder var en livslang fugleelsker. Derfor skortede det ikke på alternative tilbud om alskens fuglearter til at “pynte op” i drengeværelset. Men den lille blogejer brød sig ikke om det svineri og de evindelig og høje hvine-/piplyde, uanset hvor smukke farverne var og uanset om en papegøje med sin begavelse kunne have løftet den lille blogejers intellektuelle og/eller lingvistiske niveau osv.osv.
Kompromiset blev i starten akvariefisk. Men hvor interessant deres farver end var, hvor smukt et akvarie kan se sig ud, hvor stille dyrene er - ja, så rummede de ikke det interaktive behov mellem dyr og menneske, som blogejeren (og mange andre børn) efterspurgte/-spørger. Derfor “forhandlede” den lille blogejer sig frem til noget mere terrængående, nemlig en græsk landskildpadde, der dengang kunne importeres uden problemer.
Archimedes
Det blev til flere gennem årene, da det danske klima og den forholdsvis ensartede kost ikke just forlængede deres levetid. På et tidspunkt - skal retfærdigvis nævnes - blev den lille blogejers lommepenge-donation midlertidig pristalsreguleret, så han også kunne forsøge sig med sumpskildpadder. Men selvom disse blev passet i et kønt lille bassin med en plastikpalme, døde de hurtigt. Måske var det plastikpalmens skyld, måske kosten osv.
Men der var en undtagelse, nemlig den græske landskildpadde Archimedes. Han var stor og stærk ligesom modelskildpadden på illustrationen. Han var aktiv i de efterhånden flere frederiksbergske lejligheder af forskellig størrelser, som han kom til at opleve. Archimedes fulgte med i blogejerens unge år, i hans egne nye lejligheder og til sidst i hans sommerhus.
Flere af blogejerens quindelige bekendte, hvoraf nogle blev mere end det, var aldrig jaloux på Archimedes. Sikkert heller ikke omvendt; ihvertfald fungerede han-skildpadden upåklageligt trods urovækkende quindelige elementer indimellem. Et af disse fruentimmere foreslog, at også Archimedes “skulle være lykkelig” eller omskrevet: “skulle have en hun-skildpadde”.
Således blev det. I Lyngby Storcenter lå en dyreforretning (ligger der vist endnu) . Her var ved ihærdig og systematisk ringen-rundt-til-dyreforretninger-i- Storkøbenhavn indkredset, at dyrehandleren havde en hun-skildpadde (græsk) af et passende antal leveår. For ikke at rode for meget rundt i den græske mytologi - og Archimedes var sikkert også inderligt ligeglad - valgte blogejeren at kalde hende Helena.
Den feminine udlængsel
Sommeren 1979 var vejrmæssigt langt mere ustabil end den smukke 1978-sommer. Om det var meteorologiske påvirkninger eller at Helena var tæt på sin skildpadde-menopause, forbliver et evigt mysterium. Ihvertfald - under en iøvrigt balsamisk sommerweekend mellem blogejeren og hans daværende nære partnerske - gik Helena amok på Archimedes, der gennem mange år havde været vant til en anderledes respektfuld, regelmæssig og skildpadde-venlig hverdag på de frederiksbergske matrikler (og i sommerhuset).
Til dyreelskere, ph.d´er i skildpadder o.lign. skal præciseres, at der var bygget et omhegnet ude-areal til de to græske landskildpadder, så de også følte, at de “boede på landet”.
“Når nu blogejeren var lykkelig, skulle Archimedes også være det!”, sådan cirka var tankerne på det tidspunkt og skildpadder er nemme at passe; kosten er rimelig enkel og de larmer ikke. Man skal ikke lufte dem i det danske ustabile vejr og de svarer aldrig igen på den uforskammede måde, som f.eks. nogle mennesker kan gøre. Flere større beslutninger i blogejerens yngre liv blev truffet i en sær artificiel nærmest overjordisk forståelse med Archimedes.
Afslutning
Det hele endte i et sandt kaos. Helena flygtede ved at grave sig ud under hegnet, men blogejeren fik fat i hende på den nærliggende grusvej og det var ikke pæne, zoologisk-venlige tillægsord, der flød mod Helenas skildpaddeører, indtil hun blev sat ned i skildpaddegården sammen med efterhånden noget nervøse Archimedes.
Da blogejeren med sin yderst let påklædte feminine ledsager kom ud næste morgen, var Helena igen forsvundet ved at grave sig ud et andet sted. Archimedes havde skrammer. Han kom efterfølgende i behandling hos en dyrlæge. Archimedes døde fredfyldt året efter og blev begravet på et “hemmeligt sted”; måske skulle han være forblevet ungkarl - har blogejeren mange gange efterfølgende bebrejdet sig selv, hjulpet af en god fransk rødvin fra Skjold (Burne).
Siden den oplevelse har blogejeren aldrig spist forloren skildpadde m/u sherry…..det kunne jo være Helena….ik´ sandt!
Note:
Foto: Olesen - Peter Hove
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Formidlingens kunst er en egenart, der reelt er forbeholdt de få. Dette gælder uanset, om stoffet er skønlitteratur eller in casu politiske betragtninger/reportager.
Eksemplificeret - i disse dage har to af Danmarks store formidlere fødselsdag. Den ene fylder 80 år (15/12). Den inderligt selvbevidste forfatterprofil Klaus Rifbjerg vil helt sikkert ikke anstrenge sig for at modstå de kulturelle ovationer af hyldest, der iscenesættes.
Den anden formidler har netop overstået sin 93 års fødselsdag (11/12). Navnet er
Erling Bjøl
Denne modne herre er en langt større formidler, meget ældre, (formentligt) bedre begavet, bedre uddannet og sidst, men sandelig ikke mindst mere livsklog og ydmyg. Erling Bjøl er stadig nogenlunde aktiv trods et mangeårigt invaliderende synshandicap.
Forfatterprofilen
Erling Bjøl er født 11.december 1918 i Kalundborg. Er en dansk historiker, politolog og journalist. Han blev student fra Rungsted Gymnasium (1937) og mag.art. 1948.
Han var udenrigspolitisk medarbejder ved United Press (1938). Ansat ved Nationaltidende (1942), BBC i London (1944), Dagbladet Information (1945-1959) og Politiken (1959). Under 2. verdenskrig flygtede han til London og blev en del af den illegale presse.
I 1963 kst. professor i statskundskab ved Aarhus universitet, hvor han stod for opbygningen af det nye fag “international politik” frem til 1983. Blandt de mere kendte “elever” kan nævnes Bertel Haarder samt de afdøde Svend Auken og Tøger Seidenfaden. Sidstnævntes far - Erik Seidenfaden - var en slag mentor for Bjøl, der for øvrigt i 1966 blev dr. scient. pol.
Han er bosat i Saint Germain-en-Laye (ca. 20 kilometer vest for Paris, Yvelines dpt., Ile-de-France regionen) og har sommeradresse i det nordvestsjællandske fiskerleje og ferieresort Rørvig. Mangeårigt ægteskab med Denise Bjøl, der sammen med andre i familien er enestående hjælpere grundet hans aldrende synshandicap.
Erling Bjøls politologiske forfatterskab dækker især fransk og dansk udenrigspolitik, men han har også skrevet om historiske emner. Derudover har han i mange år været en kendt politisk kommentator i aviser og på fjernsyn. Bjøl udsendte i 1993-94 sine erindringer i to bind.
I Hvorfor krig? (1998) og Hvordan fred? (2000) har Bjøl præsenteret historiske analyser af fænomenerne krig og fred. I Den franske forbindelse – fra Holger Danske til Sarkozy,hvor han beskriver forskelle i mentalitet og kultur mellem Frankrig og Danmark (omtalt på visse af mine blogge (link).
I min tid
Ingen i dansk pressehistorie har fulgt, beskrevet og fortolket verdens gang så længe som Erling Bjøl. Hans første reportager blev udgivet ved indgangen til Anden verdenskrig. I dag, 70 år senere, skriver han fortsat klummer og kroniker.
Flere generationer har fulgt verden gennem Bjøls pen. I denne bog har forfatteren samlet en række af sine avisartikler, skrevet gennem de syv årtier. De giver en sjælden fortolkning og oplevelse af trekvart århundrede - hjemme hos Bjøl (Frankrig), her i Danmark og ude i verden. (delcitat fra bogen)
Refleksion
Den 388 sider tykke bog er forfatterens nr. 30 i rækken. Det eneste ærgerlige er flere unødvendige korrekturfejl, som forlaget burde have serviceret for den aldrende og svagtseende forfatter. Ellers forekommer det at være prima formidling af sine mange artikler samt stillingtagen til geopolitiske forhold.
Indholdet af illustrationer som ledsager til den righoldige tekst forekommer tilpas. Bogens omslag er nærmest en collage af Erling Bjøls mange presse- og id-kort gennem en lang menneskealder. Portrætbillederne fortæller om en mand, hvis ansigt ikke har forandret sig nævneværdigt i et langt liv.
Selvom bogen opleves nærmest ajourført til vores anno 2011, overhaler den dynamiske virkelighed. Et eksempel er forfatterens forudsigelse af franske Dominique Strauss-Kahn som socialistisk præsidentkandidat. Enhver læser kan ikke undgå at smile (eller græde) ved tanken om samme fransk-jødiske politiske profils (beklagelige) deroute som følge af sex-eskapader. Han forekommer at være et klart mere kvalificeret valg end “Bling-Bling” (Nicolas Sarkozy).
Et andet eksempel er den nu afdøde oberst Gaddafi i Libyen, hvis historieskrivning de seneste måneder ikke bare overhalede aktualiteten i Bjøls bog, men også næsten i verden som et led i det (endnu ikke afsluttede) “arabiske forår”.
Meget apropos er bogens sidste afsnit (inden efterskriften) titlet “Tanker på Rhinen”. Her causerer han over nogle af de store profiler i efterkrigstidens Europa, der samtidig prægede EU. Det er tunge personligheder, der unægtelig savnes hårdt i den aktuelle status, som det seneste EU-møde i Bruxelles (ult. uge 49/2011) udvirkede.
Blandt Bjøls “yndlinge” er tydeligt den tidl. tyske forbundskansler Helmut Schmidt, forøvrigt jævnaldrende med forfatteren og stadig i funktion. Også andre - franske - bliver fremhævet. Enhver læser, der bare har snuset til europæisk efterkrigshistorie kan følge forfatterens betragtninger og ofte give ham ret.
Et gammelt mundheld siger, at “erfaren mand er værd at gæste”. Erling Bjøl er et enestående eksempel på dette.
Note
I min tid - af Erling Bjøl - udkom efterår 2011 på Politikens forlag; ISBN 978-87-400-0229-4
Øv. foto (personbill.) Kristian Linnemann/Scanpix
Ned. foto: Internet
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Dette indlæg skulle måske vente nogle år, så perspektiveringen kunne matche læserinteressen. Måske er blogejeren nu og da for begejstret for det futuristiske, herunder f.eks. robotternes aktuelle og ikke mindst kommende muligheder, hvor den lokale SDU (Syddansk Universitet) er helt i front på landsplan. Men denne lille digitale intro skal med, selvom måske kun få læser den!
Færøerne
Enhver dansker, der har oplevet en færing, har registreret forskelle i såvel sprog som tankegang og ofte væremåde. Blogejeren har i ret forskellige miljøer og tidspunkter oplevet repræsentanter fra dette område af det danske rige. Lad det være sagt: Oplevelserne har genereret gode og ikke mindst respektfyldte minder!
De 18 øer, der udgør Færøerne i Nordatlanten, er delvis selvstændige. Denne semi-selvstændighed kan markere sig på forskellig vis, som det ofte ses i mindre lande, hvis befolkning i store dele af deres historie har været besat og/eller administreret af andre lande. - Island kunne også anføres i den forbindelse og vender vi “blogøjet” med øst er de tre baltiske lande et godt eksempel.
CTD
Den arvelige sygdom CTD (Carnitin Transporter Deficiency) er pga. isolation, tidligere historie om indavl og befolkningen størrelse (ca. 50.000 indb.), udbredt på Færøerne. Den formodes at være ca. 100 gange mere udbredt end andre steder i verden.
CTD kan føre til pludselig død og skyldes en genetisk defekt, der bliver nedarvet fra begge forældre. Sygdommen består primært i mangel på et protein i cellemembranerne, der sørger for at at transportere stoffet karnitin ind i cellerne. Nævnte stof Karnitin har betydning for kroppens generelle energiforsyning.
Og det fører os til
FarGen
Færøerne vil som den første nation i verden forsøge at opbygge et nationale DNA-register med genetiske oplysninger om alle indbyggere. Dermed skabes mulighed for at bruge den eksisterende - og ikke mindst kommende - genteknologi til at forbedre folkesundheden og den individuelle sundhedsbehandling, hvortil kommer forskning.
Projektet kaldes FarGen og er fortsat på “tegnebrædtet”, altså ikke i funktion endnu. Perspektiver er der mange af. Derfor har det færøske sundhedsvæsen allerede markeret grænser for folks givne interesse i fremadrettet at blive undersøgt og testet for alt mellem himmel og jord.
Der er tale om et 250 mio. kroners projekt, der kan være klar indenfor fem år. Også Island (og det fremmeste af de baltiske lande) Estland arbejder på et lignende projekt.
Som nævnt er perspektiverne brede og mange. I Danmark er Rigspolitiets DNA-base med ca. 65.500 profiler (af sigtede) så vidt det største. Også Rigshospitalet i Region Hovedstaden er igang med opbygning af et større genetik-register.
Refleksion
Kan man forestille sig et landsdækkende DNA-register til Danmark? Hvis ja - til sygdomsbekæmpelse og/eller kriminalitetsbekæmpelse? Det er en offentlig hemmelighed, at når først et register foreligger, bliver det også (mis-)brugt.
På mini-stadiet er FarGen klar til at indlede et pilotprojekt med 100 myndige færinger efter flere års religiøse, etiske og politiske diskussioner på øerne om fordele og ulemper ved et nationalt DNA-register.
DNA eller “Livets alfabet” bliver - sammen med andre spirende behandlingsformer og id-metoder - en potent faktor langt mere end vi kender i dag. Nøgleordene “økonomi” og “sundhed” - to af menneskehedens vitale faktorer - vil i de kommende decennier fusioneres i en massiv grad også i denne kontekst.
Det meste starter i det små……men klimaet på Færøerne signalerer “overlevelse” og i løbet af dette årti vil meget biive ændret, også i denne sammenhæng!
Note:
Inspirationskilde: Jens Ejsing, Berlingske
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Hovedbanegårdens 100-årsjubilæum fejres i disse dage af Post Danmark med 4 frimærker. Københavns Hovedbanegård, der hver eneste dag er udgangspunktet for omkring 90.000 rejsende. Det startede med indvielsen d. 30 november 1911.
Hovedbanegård nr. 3
I blogejerens barndom berettede hans bedstefar om de “rigtige” hovedbanegårde, nemlig de to forrige for den nuværende 100-års jubilar. Den første blev åbnet i forbindelse med indvielsen af togstrækningen mellem København og Roskilde. I 1864 blev den næste indviet. Den lå i mange år i centrum af København ved Vesterport, sådan cirka ved Paladsbiografens nuværende matrikel.
Heinrich Wenck (1851-1936)
Overskriften er navnet på statsbanernes navnkundige ledende arkitekt. Hans arkitektoniske klarsyn var, at den nye Hovedbanegaard skulle være overskuelig for den rejsende - altså blev det en åben hal. Samme ledende arkitekt Wenck blev også hovedmanden bag andre kendte stationer i Danmark, hvor Østerport kendes af mange og Helsingør banegård nydes af endnu flere. DSBs chefarkitekt besad en veludviklet sans for at parre italienske renæssanceelementer (loggiaer, rund- og fladbuer osv.). Men lykkeligvis blev disse stilarter iblandet praktisk realisme, så stationsbygninger kunne fremstå funktionelle og ikke mindst operationelle.
“(….)passende for Danmark - for vort Lands Forhold og dets Karakter - saaledes, at det sidste Indtryk, som bortdragende Danske fik, var samme, som mødte de ankommende Fremmede: - Noget dansk” (Heinrich Wenck).
Refleksion
Der skal (næsten) to lommeregnere til at tælle, hvor mange gange blogejeren har passeret Københavns Hovedbanegårds areal i talrige ærinder gennem mere end halvdelen af de 100 år. Afgange, ankomster, godda´er, farveller, afhentninger og afleveringer af danskere og udlændinge…..og ikke at forglemme:
Ventetid….gentager v-e-n-t-e-t-i-d!
Kunne der sættes lyd på dette indlæg, ville lyden af et damplokomotiv litra E-typen veksle med den særegne basagtige (og inderligt betagende) lyd af motorlokomotiverne litra MY, MX og ME, når disse maskinelle dieseldrevne trækdyr fra de gode gamle dage opstartede en vogntog fra perron xx mod Fyn og Jylland eller Europa.
Personalet var sølvsnore eller guldsnore, men mest af alt var de stolte af etaten og adressen Sølvgade 40, hvor “generalen” residerede, blev omtalt med ærefrygt. Stoltheden er der gudskelov stadig - trods mange tekniske genvordigheder og gennemtræk på direktionsgangen. Aktuelt har omkring 3.500 ud af statsbanernes ca. 9.000 ansatte været i DSB i mere end 20 år. Som passager gennem > en menneskealder har blogejeren oplevet utroligt meget god personlig service fra DSBs ansatte.
Uden at pifte for meget i trillefløjten fejres 100-årsdagen unægtelig under andre forhold. Det er ikke DSBFirst, men i et depressivt moment DSBLast. Sidstnævnte faktor har meldt sig lejlighedsvis hos blogejeren, der de seneste år ofte har ønsket, at DSB fik fjernet “S” og lod D(eutsche) B(undesbahn) sørge for den danske skinnetrafik (blot en tanke, ha.ha.).
Men inden vi bliver halvkvalt i fødselsdags-jernbanegalop-kringlen kan enhver jernbaneentusiast glæde sig over en revival. Højhastighedstog ses på 100-års fødselaren i form af det svenske X2000 og det tyske ICE, men dog med “nedbremset” hastighed på danske strækninger.
Apropos “nymodens pjank” for den gamle 100-årige kommer der nogle store huller i siden indenfor de kommende år. Fra slutningen af 2018 forventes anderledes litra-numre i form af linie M3 og M4 af den københavnske metro at blive forbundet i M-ringlinien.
Kære gamle Københavns Hovedbanegård - 100 fold til lykke - sporene skræmmer (trods alt) ikke!
PS. Ikke et ord om IC4 ved denne festlige lejlighed….fortsat god fest!
Note:
Link til hele 4-dages programmet på Hovedbanegården. - Her bliver også lejlighed til at sige farvel til den Harry-bamsen, der går på (fortjent) pension. Harry (opkaldt efter Volvo-direktøren Harry Motor) er kendt af mange og elsket af flere; måske det bedste reklameindslag fra DSB nogensinde.
Kilde: DSB
Foto: Erik Hulegaard
Næste planlagte indlæg “F…G….”
Venstre om
mandag, 21. nov 2011
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Finansloven 2012 er vedtaget med nye partier, kan man vist roligt fastslå uden at støde nogle. Tiderne med regimerne Rasmussen II og Rasmussen III er afløst af et SRSF-regime. Den debuterende, semiteknokratiske finansminister Bjarne Corydon - berømmet af nogle og foragtet af andre - har indtil flere gange affødt frustrationer hos den blå blok ved at præcisere, at finansloven 2012 nærmest er blå. Det er sket samtidig med, at hans potentielle forgænger har ro(c)ket gevaldigt i Køge-regionen med lejlighedsvis mere eller mindre troværdige, men altid selvretfærdige, forklaringer om sin manglende PET-sikkerhedsgodkendelse.
Medens de politiske farver flyder rundt på paletten, er der rigelig grund til at hæfte sig ved det forhold, at det - ofte - opposionelle yderste venstre - Enhedslisten er stemmeleverende til finansloven 2012, efter de ifølge egne udsagn har fået en del indrømmelser.
Enhedslisten blev dannet i 1989 af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) samt Socialistisk Arbejderparti (SAP). Partiet debuterede år 1994 i Folketinget. Partiet har især i de senere år oplevet en større medlemstilgang og har i dag omkring 8.000 medlemmer. Den magtfulde hovedbestyrelse består af 25 personer, hvor afgørelser træffes ved simpelt flertal (undtaget eksklusionsaftaler, der kræver 5/6 flertal).
Det er i finanslovs-konteksten (og andre) værd at bemærke sig, at de tre forhandlere Johanne Schmidt-Nielsen (politisk ordfører), Frank Aaen (finansordfører) og Per Clausen (gruppeformand) havde fået et mandat fra Enhedslistens hovedbestyrelse, som de skulle holde sig indenfor. Bemærk samtidig, at partiet ikke har nogen formand, men ledes kollektivt. Faktuelt stemte 236.860 danskere på Enhedslisten ved FV-15.09.11. Det gav 6,7 procent af stemmerne og 12 mandater i Folketinget.
Venstre om
De nye tider på venstrefløjen i dansk politik kan tolkes forskelligt. Det kan være svært - selv for partimedlemmer - at se forskel på Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Den internationalt-interesserede socialdemokratiske partiformandinde og folkesocialisternes snu bannerfører har haft det mere end svært med valgløfterne. Om det er den radikale regeringspartner med de økonomiske (miljøvenlige og bæredygtige) håndjern, egen overvurdering, hullet i statskassen, udenlandske konjukturer eller en blanding, kan der tolkes rigeligt på.
Fakta er (bl.a.), at millionærerne slipper for ekstra skat, fremtidens undersøgelseskommissioner bliver decimeret; det samme gør kvadratmeterarealet på Svendborg sygehus, som den trinde “udkants-minister” Carsten Hansen ellers på blødt fynsk skriftligt havde garanteret en akutmodtagelse.
Sagt i al politisk og ironisk fredsommelighed: Der er massevis af politisk plads både til højre og ikke mindst til venstre på det politiske spektrum til at markere sig i.
Skandinaviske broderlande
Gennem mange år har Vänsterpartiet i Sverige markeret sig med skiftende magtpositioner. Partiet har siden sin fødsel i 1917 haft ialt fire navne, hvoraf det tidligere Vänsterpartiet Kommunisterne måske erindres af nogle læsere. Årsagerne til partiets lejlighedsvise stærke positionering skyldes flere forhold. Et fravær af et SF (som i Danmark og Norge), et større politisk råderum især i perioder, hvor det svenske socialdemokrati svingede mere mod højre samt sidst, men ikke mindst lejlighedvis karimatiske partiledere.
Norges kommunistiske parti har ikke markeret sig synderligt. Det har derimod Sosialistisk Venstreparti, der svarer til vores SF. Nu er begge disse partier i en koalitionsregering. Sosialistisk Venstreparti har fået nogle gevaldige politiske skrammer, hvilket må stå som en alvorlig advarsel for danske SF i de kommende år.
Refleksion
I sit (tidligere) professionelle liv arbejdede blogejeren i en menneskealder på en større institution, hvor > 25 forskellige personalegrupper forsøgte at samarbejde. Sagt uden overdrivelse: Det var ikke altid nemt! Årsagerne var mange. Faglig stolthed (ikke stivhed eller?), traditioner og…..javist…..forskellige politiske holdninger.
Da blogejeren i mange forhold havde en koordinerende funktion, skulle der samarbejdes på tværs af ikke bare faglige, men også (helt uofficielt naturligvis) politiske indstillinger. Paletten dækkede alle farver fra det yderste højre, hvor selv Djenkis Khan ville føle sig venstreorienteret til de yderste venstre flanker, hvor skolede (såvel i USSR, DDR som DK) hardcore kommunister markerede deres holdninger. Og endelig var der de to - tilsyneladende - toneangivende grupper af socialdemokrater og “borgerlige”. Radikale var nærmest et skældsord.
Det spændende i denne kontekst var den forskellige tilgang til resultater, der ofte indeholdt en sand virtuositet i form af elastisk opfattelse af begrebet “aftaler”, strategiske tankegange samt (skjult) magtanvendelse. Når blogejeren anskuer den aktuelle finanslovs-tilblivelse fra sin digitale lænestol, bekræftes nogle indtryk fra fortiden.
At 12 folkevalgte fra Enhedslisten pludselig har fået en potent magt i det danske folkestyre skyldes ikke kun deres frontfigur i form af den 27-årige kønne BA i Socialvidenskab fra RUC og mediedarling Johanne Schmidt-Nielsen med den ofte smukke, lyse skjortebluse og de klare øjne, der signalerer en masse budskaber afhængig af modtagerens evne til “visitation”. Det skyldes også nogle særdeles begavede og politisk kompetente modne herrer og damer i partiets gruppe, der har været med i mange år.
Den nuværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF), med en fortid som jord- og betonarbejder, forfatter, forlagsindehaver samt - i denne kontekst - tidl. DKP-formand er et skoleeksempel netop på “skolingen”. Hans aktuelle ekvilibristiske hukommelse om DKPs bogholderi er blot et eksempel.
Og apropos samme ministers nuværende parti. Det regeringsdeltagende SF vil opleve deres politiske markører blive mere end truet af nogle meget skolede folk til venstre for de - til tider - noget flyvske og non-realistiske folkesocialister. Mange gange vil SF-formanden starte (som næsten altid) en udtalelse med “Ø…øh….øh…”, medens den politiske livrem vil stramme mere og mere frem til næste valg.
Man kan så kun håbe som almindelig oplyst dansker, at SF-udenrigsministeren udtaler Ø som ørken (og ikke urskov) i Syrien; ihvertfald ville det næppe være sket med en velorienteret fremstående personprofil fra liste Ø, der bestemt ikke - gentager - IKKE skal undervurderes.
Enhedslisten eller En(ig)hedslisten…..time will show!
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Det startede med “Vild med bøger” i 1993. Siden er passeret 20 årlige bogmesser. Den seneste Bogforum i Københavns Forum blev som de foregående mange år afholdt denne weekend. Bloggen har tidligere beskrevet stemningen (link: Bogforum). I samme anledning udnævnte AOK-sitet fem arketyper, der med sikkerhed kunne spottes på Bogmessen.
1) Bognørden elsker bøger og kan slet ikke begrænse sig. Han eller hun læser i øst og vest og interesserer sig principielt for alle forfattere og alle emner. Nørden elsker non-fiction, historie, geografi, rejsebøger og politiske biografier, og han synes, det er fedt, når journalister skriver bøger.
2) Litteraten mener det med bøger alvorligt. Meget alvorligt. Litteraten læser ikke bøger for sjov. Han læser, fordi han skal. Nogle er født med en sølvske i munden, litterater er født med runde briller. Ofte vil man også møde litteraten med skægstubbe og sort kaffe og det er, fordi vi må forstå, at han ikke har tid til at barbere sig eller sove; han læser og rubricerer konstant. Naturligvis mener han, at alle bøger bør læses på originalsproget og han har selv en oldgræsk udgave af Homérs »Odysseen« liggende fremme.
3) Krimifan´en - Når nu ikke Jussi Adler-Olsen selv kunne møde frem, er det både bekvemt og praktisk, at han også findes i en norsk udgave. Han hedder Jo Nesbø og er aktuel med 9. bind, »Genfærd«, i sin serie med den norske politimand Harry Hole i hovedrollen. Den kom han og fortalte om. - Krimifan’en synes ikke, det er vigtigt, at krimier er godt skrevet. Ofte er det nok, at det er en kvinde, der er hovedperson – og forfatter.
4) Blogklub-mennesket - Hanne-Vibeke Holst er et sikkert hit hos bogklub-mennesket. Hun har skrevet en række populære romaner – ikke mindst magttrilogien »Kronprinsessen«, »Kongemordet« og »Dronningeofret«, der alle er sikre bogklub-hits. Hendes seneste roman, »Undskyldningen«, er ikke nogen undtagelse. Som medlem af en bogklub risikerer man ikke at blive udfordret litterært, men konstant bekræftet på sit eget niveau.
5) Kendislæseren - Holger Juul Hansen er f.eks. kke forfatter, men kendis-læseren læser heller ikke litteratur. Det har omslag, det er indbundet og det ligner en bog, men ingen litteraturkritikere kunne nogensinde drømme om at kalde det litteratur. Sådanne bøger vil de tage mellem venstre hånds tommel- og pegefinger og holde hen over papirkurven, men vores læsende stalker er ligeglad. Hun eller han elsker at læse de kendtes erindringer, biografier om kendisser og ikke mindst samtalebøger med Johannes Møllehave.
Medens de sædvanligvis ca. 25.000 besøgende over tre dage (11-13.nov. 2011) trak vejret (eller forsøgte på det) i Forum, lad os i stedet focusere på Bogforums egen meddelelse:
“Efter BogForum 2011 - hvor vi fejrer messens 20 års jubilæum - flytter bogmessen til Bella Center i 2012. BogForum har udviklet sig til en solid succes og årets bogbegivenhed for både branchen og bogelskere. Men successen kræver mere plads for at kunne give rum til fornyelse, derfor flytter bogmessen fra Frederiksberg til større rammer i Ørestad.”
Enhver bogorm, ugle, litterat, boghvedeknaskende, indbygger på BOGø, sætningsartist, bogstavsekvilibrist m.fl. kan kun hilse denne beslutning velkommen. Blogejeren har gentaget ønsket år efter år, så derfor: OMSIDER!
Forfatteren uden fantasi
Nu skal vi jo ikke glemme overskriften i bar BOGSTAVelig rus over udflytningen fra 2012. For enhver bogstavsartist, der lejlighedsvis på fuld- eller deltid forsøger at klistre nogle bogstaver sammen til ord og sætninger, meget gerne med mening og handling, forekommer overskriften som noget sludder.
Men den er faktisk ordret citeret fra en forfatter, som dette indlæg med glæde vil fokusere på nogle få minutter.
“(….)Skønlitteratur kræver digterisk fantasi. Det har jeg ikke. Jeg må nøjes med at sige det som det er.”
Ovennævnte citat stammer fra 84-årige Frederik Dessaus seneste bog. Forinden har han skrevet > 30 til boghylden. Det første skrift kom tilbage i 1972 Det 7. bud: Stjæl lidt mindre der var en oversat (Helge Kjærulff-Schmidt) italiensk komedie “Settimo ruba un po’ meno”. Her bidrog Dessau med kommentarer.
Siden er begået talrige såkaldte essays. Som den livskloge og intelligente forfatter konkluderer på de sidste sider i den aktuelle bog, er det at skrive essays ligesom at føre en samtale med sig selv. Det harmonerer glimrende med bogens bagsidetekst “Korte tekster om hvad der optager et engageret, reflekteret, observerende og erfarent menneske”.
Frederik Dessau overdriver ikke. Bogen I al korthed er nyligt udgivet og læseværdig for alle, der synes om den stil og gerne vil stimuleres i tankerne. Forfatteren selv har et langt stimulerende kultur-relateret CV som baggrund for sine essays. Et mangeårigt radioarbejde i DRs daværende Kultur- og Samfundsafdeling. Arbejde med medier såvel TV som teater som kritiker, dramaturg, oversætter og instruktør.
Nu kunne de yngre årgange sagtens frygte, at dette litterære mosefund ikke kunne stimulere deres nutidens tankeverden konstruktivt og fremadrettet. De kunne tilmed blive lettere overbevist ved at læse især nogle af afsnittene, som Dessau kommunikerer i sin seneste bog.
Men når der støves lidt af i de forskellige essays, kommer f.eks. følgende seneste sentenser fra afsnittet “Alt kan ske” (pag. 142):
”Men fordi man er vant til at tage bogen ned fra hylden, holde den i hånden og selv vende bladene i den, kan der jo godt komme mennesker efter os, som udvikler helt andre læsevaner. Og hvem siger, at deres glæde ved fortællekunsten er blevet ringere?”
Refleksion
Blogejeren har læst en del af denne forfatter - med stor fornøjelse. Det er som at gense en kendt skolekammerat. Bøgerne minder meget om hinanden i deres refleksions-agtige sproglige syntaks. Tekst og tanke er smukt vævet om nogle af livets store spørgsmål. Kærlighed og kunst er recidiverende emner blandt flere.
Nogle kunne sikkert finde på at kalde forfatteren for “en socialistisk orienteret, kulturradikal pladderhumanist”. Andre ville foretrække ”en intelligent, reflektorisk, kultiveret erfaren iagttager og formidler med et kraftigt drys af solidarisk og tolerant menneskesyn”.
Nogle minutter før årtusinde-skiftet fik blogejeren foræret Dessaus “En lille bog om kærlighed” (1996) af en (eks-)kæreste. Bogen blev nogle år senere signeret med nogle meget venlige forfatter-forord, der blev formidlet via en behagelig kommunikation mellem Frederik Dessau og blogejeren. Denne bog vil livet ud stå på min yndlingsboghylde.
“Spænding er én ting, genkendelse og identifikation er nok så væsentlige værdier” (pag. 128) - sådan oplevedes “I al korthed” - og forresten “En lille bog om kærlighed” m.fl.
Frederik Dessau - noget ganske særligt!
Note:
“I al korthed” - udgivet efterår 2011 på Gyldendal, ISBN 978-87-02-11366-2 (foto: Bogomslag)
Foto: Erik Hulegaard
