hulegaard.eu

Læseren ønskes en fredfyldt og individuelt tilfredsstillende sommer.  Bloggen forventes genåbnet senest mandag d. 16. august 2010 med nye refleksioner .

(Foto: Colchester slotspark, Storbritannien (Erik Hulegaard))

Billedet er taget for ca. 4 år siden, mere præcist d. 15. jan. 2006 med det imponerende Camp Nou stadion i baggrunden. Champions League-vinderne F.C. Barcelonas hjemmebane. Lokationen er Europas største fodboldstadion i det stolte Catalonien med den yderst seværdige og vidunderlige hovedby Barcelona, der kan anbefales enhver at besøge mindst en gang i sit liv.

Billedet viser ”verdens bedste fodboldspiller”, brasilianske Ronaldinho (og blogejeren). Omstændighederne omkring billedet kommer til slut i refleksionen.  

VM fodbold Sydafrika 11/06-11/07 2010

I morgen går det løs. Det varer en måned og vil givet være en tilskuermæssig konkurrent til de traditionelle to store sæson-sportsbegivenheder i nogenlunde samme tidsrum, nemlig Wimbledon (tennis) og Tour de France (cykling). Men verdensmesterskaberne i fodbold er næst efter sommer-OL den mest eksponerede og sete sportsbegivenhed.  Dette 19ende VM i Sydafrika bliver sikkert ikke nogen undtagelse.  Det første på det afrikanske kontinent. Det næste kommer i 2014, hvor Brasilien lægger værtskab til. 

Men nu fokus på VM 2010 i Sydafrika. Landet med en befolkning på ca. 50 mio. indbyggere fordelt med ca. 80 procent sorte, ca. 10 procent hvide og resten raceblandinger, er vært for det 19. VM i fodbold.  Værtslandet er sjældent mineralrigt og dog fattigt. Arbejdsløshedsprocent på 24 og voldsom kriminalitet i mange områder. Drabsstatikken fortæller om 50 drab/dag.. Sidstnævnte har fået et britisk sikkerhedsfirma til at markedsføre en sikkerhedsvest med nationalflag til de mange fans, fodboldledere o.a.
Hvem vinder så verdensmesterskabet anno 2010?

Brasilien

Billedets Ronaldinho er ikke engang med i hverken startopstillingen eller på reservebænken.  Han må - bl.a. sammen med f.eks. Adriano - være “tilkaldevikar”, såfremt der opstår skader på Brasiliens udvalgte mandskab. Coachen - den tidligere defensive midtbane landsholdsspiller på Brasiliens hold - Carlos Caetano Bledom Verris eller lidt nemmere “Dunga” har vist sig at kunne revidere den brasilianske fodboldstil. Spilkonceptet er taktisk stramt.  Der lægges vægt på forsvaret, hvor især Inter-spillerne Maicon og Lucio samt Luisão fra Benfica danner en benhård bagerste ramme foran verdensklassemålmanden Julio Cesar (Inter).

Men selvfølgelig har den 5-dobbelte verdensmester (1958,1962,1970,1994 og 2002) også noget andet at byde på. Midtbanespilleren Kaka (Real Madrid) samt Felipe Melo (Juventus) og den erfarne Gilberto Silva (Panathinaikos) samt Kleberson (Flamingo) er bindeleddet til et angreb, hvor især det stadig uforløste stortalent Robinho (Santos) og Luis Fabiano (Sevilla) må formodes at give prøver på deres sparketeknik.  Forbløffende nok er der ikke blevet plads til unge Pado (A.C. Milan)

Enhver fodboldelsker vil slikke sig manisk om munden nærmest til hudløshed ved tanken om fordums brasilianske fodboldstjerner som Pele, Didi, Garrincha, Gilmar, Bellini, Zagalo, Djalma Santos, Nilton Santos, Zico, Jairzinho, Gerson, Tostao, Socrates, Romario og Ronaldo, der alle i perioder af deres karrierer leverede sublim fodboldkunst.  Og lad os blot føje Ronaldinho (bill.) til denne perlerække.

Andre muligheder?

Italien kommer som verdensmestre. Det er de blevet ialt 4 gange (1934,1938,1982,2006), men genvinder det næppe med sit aldrende hold uden de helt store stjerner. Verdensklassemålmanden fra Torino-klubben Juventus Gianluigi Buffon med 100 landskampe er vel den skarpeste profil.

Tyskland har vundet VM i fodbold 3 gange ( 1954,1974 og 1990). Men holdet fra det store naboland har næppe potentiale denne gang til en topplacering, hvor den store stjerne Michael Ballack er udenfor med en skade. Chancerne er næppe heller store for en anden gammel verdensmester, nemlig sydamerikanske Uruguay (1930 og 1950).

Derimod kunne Argentina (1978 og 1986) godt overraske. Tango-landet har tre verdensklasse-angribere i Lionel Messi (FC. Barcelona), Carlos Tévez (Man. City) og Diego Milito (Inter). Verdens engang bedste fodboldspiller Diego Maradona var periodevis vidunderlig som spiller, men er næppe sin coach-rolle voksen. 

Endelig er verdensmestrene fra 1998 på hjemmebane Frankrig en outsider. Holdet har afgjort kvaliteter og store talenter. Klassespillere som Thierry Henry, Ribery, Anelka, Evra, Abidal samt “Maghreb-stortalenterne” Karim Benzema og Hatem Ben Arfa kan - måske - med den erfarne coach Raymond Domenech på bænken vise fransk glorie.

En anden gammel verdensmester England (1966) har til gengæld den bedste coach i ganske mange år efter talrige flops på posten. Italieneren Fabio Capello med stenansigtet. Blogejeren erindrer ham stående under hele kampen som Real Madrids (daværende) coach med al tydelighed en januardag på Santiago Bernabeu Stadion i Charmatin-forstaden i Madrid. Til gengæld kniber det mere med talentmassen. England har haft nogle verdensklasse-målmænd gennem tiderne (Frank Swift, Gordon Banks, Peter Shilton), men er svag på denne position ved dette VM. Angrebsstjernen Wayne Rooney (Man.Utd.), erfarne midtbanespillere som Frank Lampard (Chelsea) og Steven Gerrard (FC Liverpool) samt centerforsvaret med de granvoksne Rio Ferdinand (Man.Utd.) (desværre skadet og nu hjemsendt) og John Terry (Chelsea) kan selvfølgelig overraske.

Af deltagende nationer, der tidligere har været i nærheden af VM-titlen, må Spanien, Holland og Serbien regnes for interessante outsidere. Spanien har vel det bedste landshold i mange år og må forventes at nå ganske langt, vel til finalen!

Danmark

Vort land deltager som det eneste nordiske. Den erfarne coach Morten Olsen er denne gang lykkedes med et dansk landshold igen. Stjernen er “holdet”. Ingen spillere er i verdensklassen. Med tiden kan vel Daniel Agger, Niklas Bendtner og Simon Kjær måske kravle op på europæisk topklasse. Senere måske også VMs yngste Kristian Eriksen. Resten er af varierende form og klasse, flere har beklageligvis for længst overskredet “sidste salgsdato”, men af psykologiske og loyale grunde stadig ses i landsholdssammenhæng. - Går Danmark videre fra den indledende pulje, skal vi vist være mere end tilfredse med nogle ekstraspark med den nye 440 gram heftigt diskuterede “Jabulani-fodbold”.

RefleksionDet mægtige Camp Nou stadion var ikke helt fyldt (cap. 98.918 siddende tilsk.) til kampen d. 15. januar 2006 i den spanske Primera Division. FC Barcelona var på det tidspunkt verdens bedste klubhold. Det havde verdens bedste fodboldspiller i en sprudlende brasilianer Ronaldinho assisteret blandt flere formidable - især teknisk og taktisk velfungerende spillere - af det argentinske vidunderbarn Messi, der i nyere tid har erhvervet titlen som “verdens bedste”.

Onsdag d. 9. juni 2010 er der parlamentsvalg i Nederlandene.  Valgets udfald imødeses denne gang med ekstra stor spænding. Hvorfor nu det, spørger den gns. danske læser.  Der er flere forklaringer, som i korthed vil gennemgåes nedenfor og afsluttes med nogle personlige vinkler og erfaringer (refleksioner).

Intro 

Parlamentet består af to huse. Der er 150 medlemmer i underhuset (Tweede Kamer) som vælges hvert fjerde år i direkte valg. Der er 75 medlemmer i det mindre vigtige overhus (Eerste Kamer) som vælges af tolv provinsparlamenter. De to kamre kaldes samlet for Staten Generaal. Provinsernes parlamenter vælges ligesom underhuset hvert fjerde år ved direkte valg.

De nederlandske regeringer har altid bestået af en koalition, da et enkelt parti aldrig har haft politisk flertal. Formelt er det dronningen som udpeger regeringen. I praksis bliver der efter hvert parlamentsvalg dannet en koalitionsregering efter en (ofte månedslang) periode med forhandlinger imellem partierne. Regeringslederen kaldes “ministerpræsident” eller “premier”. Denne er normalt lederen af det største parti i koalitionen.

Jan Peter Balkenende

Det har oftest været lederen af enten Arbejderpartiet (PvdA) eller det kristen-demokratiske parti (CDA), der har ledet koalitionsregeringerne efter 2. verdenskrig. I denne kontekst er der ingen grund til at fokusere på udvalgte navne alias tidligere politikerprofiler, men derimod aktuelt konstatere, at den siden 2002 siddende nederlandske ministerpræsident Jan Peter Balkenende (CDA) udskrev valget, da hans regeringssamarbejde med Arbejderpartiet (PvdA) og det lille Christen Union kollapsede i februar. Årsagen var primært Arbejderpartiet (PvdA) manglende accept af fortsat nederlandsk NATO-engagement i Afghanistan. 

Samme 54-årige jurist og regeringsleder Balkenende er ikke just populær i alle kredse, herunder EU-systemet. Han har præsteret at stå i spidsen for fire koalitionsregeringer, der alle er kollapset. Han har tidligere vist politikerens “overlevelsesgen” trods dårlige meningsmålinger, men denne gang tyder alt på, at det liberale parti VVD bliver vinderen.  Såfremt det holder, vil den næste nederlandske ministerpræsident formentlig blive den 47-årige VVD-leder Mark Rutte med bl.a. en tidligere civil HR-fortid i det verdenskendte nederlandske firma Unilever.

Mark Rutte

Når VVDs leder aktuelt står stærkt i meningsmålingerne, skyldes det ikke kun hans performance på bl.a TV.  Det skyldes også hans “spåmandsevner”.  Da den globale økonomiske krise for alvor satte i gang vel omkring sept. 2008, havde Mark Rutte nogle måneder forinden advaret og foreslået et kraftigt gearskifte i den nederlandske økonomi.  Det blev overhørt.  Rutte blev forsøgt “marginaliseret”, lige indtil sandheden begyndte at vise sit brutale ansigt i form af en kæmpe flodbølge mod den forholdsvis robuste nederlandske økonomi. I dag er der udsigter til besparelser på statsbudgettet på omkring 200 mia. kr!

Samme Mark Rutte vandt forøvrigt sit partis formandsvalg efter en heftig kamp mod den yderst kontante og markante flygtningeminister Rita Verdonk - af “næstekærlighed” ofte benævnt som “Jernrita“.  Det endte nogle år senere med en nødvendig eksklusion af samme Verdonk fra partiet. Ved det kommende valg stiller hun op for en nyt parti (ToN).

Job Cohen

Overskriftens navn dækker over den seneste leder af det tidligere ofte største nederlandske parti - Arbejderpartiet (PvdA). Den knap 63 årige tidligere Amsterdam-borgmester i OOerne overtog lidt overraskende partilederposten efter sin 16 år yngre Wouter Bos, der meddelte sin afgang i marts 2010. ”Kåringen” var i en stor grad forårsaget af hans succes som borgmester i den yderst multikulturelle hovedstad Amsterdam. Arbejderpartiet har haft flere kendte profiler siden 2. verdenskrig, men den relativ populære tidl. Amsterdam-borgmester må vurderes at være en overgangsfigur og ikke have store chancer som regeringsleder efter valget d. 9. juni 2010.

“Mozart”

Geert Wilders øgenavn er overskriften “Mozart”.  Samme Wilders er leder af det kontroversielle nederlandske Frihedsparti (PVV).  Partiet kan bl.a. sammenlignes med de skandinaviske partier Dansk Folkeparti, Fremskrittspartiet (Norge) og Sverigesdemokraterne (Sverige).

Enhver, der har fulgt nederlandsk politik, vil erindre sidste sommer, hvor meningsmålingerne gjorde PVV til landets største. Tilsvarende er set tidligere i Norge.  PVVs leder Geert Wilders må siges at være en yderst kontroversiel profil. Hans meget “uindpakkede” retorik om de “fremmede indvandrere” - primært af muslimsk oprindelse - sammenholdt med hans selvbevidste fremtoning skræmmer en del nederlændere væk. Mindre klar i mælet er han omkring hans moders indo(nesiske)-baggrund. I de offentlige søgelys bliver han nu og da sammenlignet med Ayaan Hirsi Ali . Hun er - som vil være nogle bekendt - en fremtrædende nederlansk intellektuel feminist og forfatter af somalisk afstamning, der længe har opporneret med den islamiske indvandring og den fundamentalistiske moralsopfattelse blandt muslimer.  Tidligere - nu afdøde - profiler i samme partiområde erindres sikkert, herunder mortale skæbner,  når navnene politikeren Pim Fortuyn og filmproducenten Theo van Gogh nævnes.

Mange etablerede i NL - ikke bare “hvide” nederlændere, men også nederlændere fra de tidligere kolonier i såvel Asien som Sydamerika - føler “i skabet” en vis sympati for PVV, som ikke bør undervurderes og som måske afregnes kontant på valgdagen 9. juni 2010. Den skyldes en muslimsk fjendtlig mistro (diplomatisk udtrykt) rettet især mod indvandrede fra muslimske lande omkring Middelhavet.

Cordon sanitaire

På trods af et muligt godt valg kan Geert Wilders og hans parti PVV risikere en såkaldt “Cordon Sanitaire”. På almindelig dansk kan det oversættes til, at den politiske korrekte elite for alt i verden vil holde ham og hans vælgere uden for politisk indflydelse. En “mekanisme”, der er oplevet i skandinaviske sammenhænge i Danmark og Norge. Sverigesdemokraterne vil formentlig også “smage det”, såfremt de kommer i Riksdagen efter valget d. 19. september 2010.

Refleksion

Landet, der er lidt mindre end Danmark, men med en ca. 3 gange så stor population, har i 2 årtier spillet en vigtig rolle i mit private liv. 2 gange - i 1970erne og 1990erne - var det meget tæt ved at blive mit andet fædreland.  Det skete ikke af forskellige grunde, men Nederlandene (NL) har siden mit første besøg i 1970 altid haft en særlig plads i mit hjerte. Storset alle større byer og provinser er blevet besøgt af kortere eller længerevarende perioder gennem ialt > 25 besøg i NL og næste rejse er forlængst planlagt til et givet tidspunkt i 2010.

Nederlandene (Holland) kunne ved første øjekast minde om Danmark, men der er virkelig forskelle i såvel befolkningsstruktur, livsduelighed og international adaptation. Nogle ville sågar påstå, at det lille flade land med f.eks. deres delvis legaliserede rusmiddel-adgang samt eksempelvis regler om eutanasi (legaliseret aktiv dødshjælp) og særlige tilsyn (retslig kendelse) er et mere humant og tolerant samfund. Sandheden kunne måske snarere skyldes nederlænderens 110 pct. pragmatisme med fokus på livets forskelligartede aspekter.

På mange felter har Nederlandene “muskler” langt mere end landets størrelse umiddelbart tilsiger.  Det har i århundreder manifesteret sig i en benhård og ikke mindst udbytterig kolonisation af især råstofrige (og rekreative) områder i såvel Fjernøsten (Indonesien), Surinam, Nederlandske antiller, Aruba samt i en lidt anderledes version (boerne) også Sydafrika. 

Sidstnævnte lands absolut længste flod hedder “Oranje” (nederlands/afrikaans: Oranjerivier).  Når verdens øjne i perioden 11.juni - 11. juli 2010 rettes mod VM i fodbold, der afholdes i Sydafrika, vil mangen et stednavn o.a. klinge af det nederlandske sprog .  ”The Netherlands” har produceret verdensklasse-fodboldspillere og coaches nærmest på samlebånd, der  fodboldmæssigt har placeret det lille land på verdenskortet.

Hertil kommer, at EU-partnerne har oplevet (og fortsat vil opleve) Nederlandenes livsduelighed med stor irritation især for de helt store lande ved adskillige lejligheder. Det absolut multietniske lavland har gennem mange årtier været på jagt efter landvindinger. Mange undervurderer dette behov og tror kun, at det gælder kultivering af polder(land). 

Disse aspekter er personligt oplevet såvel i EU-sammenhænge som ikke mindst i private cirkler, hvor især  (hvide) nederlændinge, indonesere og sydmolukkanere (Indonesien) samt surinamesere (Surinam (nordøstlig del af Sydamerika alias hollandsk Guyana), ikke at forveksle med Nederlandske Antiller samt Aruba) har afsat hver deres markante præg på blogejerens erfaringsrelaterede CV. - Det mest markante var et ægteskab. 

Og så kan den europæiske “kollega” vælge at blive irriteret og generet af den nederlandske livsduelighed eller EU-kollegaen - enten fra det store eller f.eks. det lille (danske) land - kan vælge med let smilende, men kontant pragmatisk handlekraft at bygge de fornødne (egne) diger op i samarbejdet (eller den personlige relation), så “vandet flyder den rigtige vej af de rigtige kanaler” til begges fordel. 

Det sprog forstår en nederlænder efter århundredes kampe såvel mod havet som mod oprørsbevægelser i de tidligere kolonier , modsat den gennemsnitlige danskers langt mere runde tilgang (ekstremt diplomatisk udtrykt) til mange af livets udfordringer.

Det nederlandske valgresultatet er bestemt ikke ligegyldigt, hverken for NL eller for EU!

Inspirationskilder: Politiken, Wikipedia samt diverse nederlandske medier/kilder

Foto: Kanal i Amsterdam - (Erik Hulegaard)

Den sidste dag i marts 2010 blev det bekendtgjort, at Sofiero slot og slotshave i Helsingborg var valgt til Europas smukkeste park 2010. Det er første gang, at en svensk park har vundet denne prestigefyldte konkurrence, og den internationale ekspertjury motiverede bl.a. sit valgt med, at “Sofiero er som et komplet kunstværk…”.

”Det har stor betydning at være den første park i Sverige, som får udmærkelsen Europas smukkeste park. Vi er glade og stolte og meget taknemmelige over for Gustav VI Adolf og kronprinsesse Margareta for deres fantastiske arbejde med farver og former, som har lagt grunden for Sofiero,” fortalte Cecilia Wånge, havechef på Sofiero, efter prisoverrækkelsen.

Konkurrencen

Konkurrencen om, hvilken park, der er Europas smukkeste, har fundet sted de seneste tre år og gennemføres på initiativ af gartnerivirksomheden Briggs and Stratton. Juryen består af haveeksperter, journalister og landskabsarkitekter fra de respektive lande.

De konkurrende parker bedømmes ud fra følgende kriterier:

Overordnet indtryk / omgivelser / parkkvalitet
Pleje og vedligeholdelse
Design/arkitektur/originalitet
Tilgængelighed
Events og attraktioner

Sofiero vandt forøvrigt i 2009 konkurrencen som Sveriges smukkeste park sidste år.

Særudstillinger

Parken har gennem mange år haft traditioner for særudstillinger af rhododendrons og orkidéer ( 2 af blogejerens favoritter). Seneste weekend (29-30.maj 2010) var den årlige rhododendron-udstilling, der som sædvanlig trak i tusindvis af mennesker fra nær og fjern, herunder blogejeren.

Det er ikke kun botanik, men også populær underholdning, der bydes på i Sofiero slotspark. Programmet (link) giver indtrykkene. 

Yderligere kan parkens historie læses her (link).

Refleksion

Blogejeren har besøgt haven på flere årstider med (u)regelmæssige mellemrum siden slut 1970erne.  Den aktuelle hæder er absolut fortjent. Sofiero slotspark udmærker sig ved at være overskuelig og alligevel mangfoldig.

Slotsparken med bygninger ligger nogle få kilometer nord for Helsingborg centrum. Fra den vestlige del af slotsparken anes Danmark og Kronborg i klart vejr.

Inspirationskilde: http://www.sofiero.helsingborg.se/  samt presswire.dk

Foto: Erik Hulegaard -  Flere fotos m.m. på http://www.hulegaard.dk/hborgsofiero.htm

103 minutters “Harry Brown” ville opleves som 100 minutters bombastisk ligegyldighed i et mørkt biograflokale, hvis ikke Michael Caine havde spillet hovedrollen.  De sidste 3 minutter krediteres de sceniske indtryk af et forarmet, deprimerende og - for mange beboere - farligt beton-forstadsmiljø i Storbritannien. 

Blogejeren har - med både interesse og beklagelse - oplevet det såvel i Storlondon, Liverpool og Manchester. Det er bestemt ikke nogen poetisk og arkitektonisk nydelse, men det er også en vinkel af Storbritannien. Læseren har måske også under sine besøg på “øen” oplevet disse miljøer, ifald ha/un havde lyst til en social-realistisk sightseeing langt væk fra det britiske overflødighedshorn af seværdigheder, kulturtilbud, traditionelle pubs, sportstadions, haveudstillinger og andet skønt. 

Harry Brown 

Handlingen er som følger (cinemanzone.dk) : Vores hovedperson, Harry Brown, er gammel elitesoldat, som nu hensygner sin alderdom i et ghettopræget etagebyggeri og på den lokale pub. Bartenderen skænker øl over disken til både gamle mænd og de unge narkohandlere i lige mængder, og vi følger Harry og hans jævnaldrende buddy, mens de forbander nutidens ungdom. Og den er også slem. Ungdomsbander med våben og snepudrede næser fylder godt op omkring det trøstesløse betonbyggeri, og chikanerierne mod de normale beboere tager til fra dag til dag.

Da Harrys ven tager sagerne i egen hånd og bliver dræbt i en fodgængertunnel, får vores hårdhudede hovedperson nok og finder den gamle elitesoldat frem fra gemmerne. Samtidig kæmper en ung kvindelig politibetjent for at få overbevist sin chef om, at de dødsfald, som sker rundt om i bydelen, måske slet ikke har noget med en bandekrig at gøre – en klassisk og ærlig talt fortærsket historie om en rigid politistyrke uden relevans for den egentlige virkelighed, som filmen så gerne vil sige noget om.

Refleksion

Regelmæssige filmnydere vil erindre (afdøde) Charles Bronson (”En mand ser rødt” osv) og 80-årige (i dag 31/05/10 - til lykke Clinten!) Clint Eastwood som de ægte seniorer oftest med en militærisk baggrund agere som ultimative hævnere. “Clintens ” seneste film “Gran Torino”, hvor han spiller en desillusioneret, racistisk soldaterveteran, som kommer i nabostridigheder, kan på nogle måder sammenlignes med “Harry Brown”. Den er absolut seværdig.

Michael Caine er tre år yngre end Clint Eastwood.  Begge er stadig still going strong, selvom det må formodes, at action- og løbescener m.fl. er overtaget af stand-inns. -  Michael Caine har altid - siden udødeliggørelsen af en af Storbritanniens allerstørste thrillerforfattere Len Deightons The Ipcress File (Lynaktion Ipcress) fra 1965 været fulgt i mange film med interesse. Caine er meget engelsk.  Adlet og med cockney baggrund. Han har også blandt talrige priser og normineringer bl.a. vundet 2 Oscars for bedste mandlige birolle (1987 og 2000).

Michael Caine mestrer som få - i forskellige rollefag - det underspillede, den (britisk-) ironiske distance, det følsomme, ja nærmest sentimentale og alligevel samtidig det brutale.  Der ses i glimt eksempler for nævnte genrer i filmen. Man tror på ham. Det sker i gråd over at have mistet sin kræftsyge hustru og senere sin gamle skakspillende ven. Men det sker også, når han udnytter sine marinesoldatkompetencer fra sin tid i den mangeårige religiøse borgerkrig i Nordirland og affyrer de mere end nødvendige skud mod udvalgte i såvel narkomiljøer som repræsentanter for unge hardcore drengebander.

Brittens særegne historisk betingende følsomhed og ikke mindst hårdhed har ingen alder.

“Selvtægt” og “hævn” er to voldsomme mekanismer i den menneskelige natur uanset det geografiske GPS-punkt. Michael Caine demonstrerer dette både i krudt og i ord.  Sidstnævnte i en af filmen bedste tekst-sekvenser: “I Nordirland kæmpede de i det mindste for en sag.  Her kæmpes nærmest kun som underholdning” som Caine på et tidspunkt siger som “forsvar” for sin selvtægt mod “de onde” til den kvindelige politikommissær.

At slutningen forekommer lettere urealistisk skal ikke udviske billedet af en aldrende, men dybt professionel britisk skuespiller-præstation af Michael Caine.

Harry Brown trailer - youtube.com

Foto: Internet

Der kan sikkert føres gigabytes af eksempler på overskriften og det modsatte.  Talrige afhandlinger og historieskrivninger med (mod-)bevisninger har gennem tiden krævet intellektuelle udfordringer, terabytes af timeforbrug samt massevis af (digitalt) blækforbrug.

En kronik i Politiken d. 23.05.10 (link)  bærer den lange og sigende overskrift:

Til hvem skal jeg undskylde min vildfarelse? Søren Espersen eller de undertrykte østtyskere?

For de læsere, hvis tidsforbrug og/eller interesse for emnet er relativt limiteret, er essensen følgende:

Lektor ved Viborg Katedralskole og forfatter Jørgen Grimstrup var i 17.-29. juli 1977 elev på Det Østtyske Kommunistparti, SED’s, John Schehr Amtspartiskole på Leningrader Strasse i Rostockforstaden Lütten Klein.

Her gik han sammen med 125 andre medlemmer af DKP, Danmarks Kommunistiske Parti. Nogle tusinde danske kommunister har iflg. kronikøren i årenes løb gennemgået “skolingskurser” i Lütten Klein. Jørgen Grimstrup meldte sig ud af DKP i 1985 i opsparet utilfredshed kulminerende i vrede over DKP’s brug af fredsbevægelsen i 1980’erne.  Kronikken videregiver hans indtryk og ikke mindst daværende fascination af det kommunistiske koncept sammenlignet med Vestens politiske system.

“På tidsafstand må jeg konstatere, at det kommunistisk-folkedemokratiske DDR ikke befandt sig på et kvalitativt højere stade end det socialdemokratisk-borgerlige danske demokrati. Men sådan så jeg vist ikke på det i 1977.” 

Og andre belysende citater fra kronikken:

“Jo da, men jeg havde ikke meldt mig ind i DKP af glæde over mordene ved Berlinmuren. Jeg meldte mig ind i DKP af betagelse over de kommunistiske ideer om historiens gang og imperialisme, der syntes bekræftet af »USA’s krig i Vietnam.” samt

“Så jeg anså drabene ved Berlinmuren som en omkostning i en højere sags – eller rettere en videnskabs – tjeneste, og i øvrigt havde amerikanerne dræbt hundrede gange flere vietnamesere i en højere antikommunistisk sags tjeneste.” 

Betragtningerne af kronikøren kan med garanti genkendes af en del andre danskere, der sidenhen er rykket mod det politiske højre med større eller mindre afstand. Nogle er endt hos det for tiden succesrige SF og det kan ikke udelukkes, at de efter næste valg sidder på bagsædet af en blankpudset ministerbil.

Kronikkens sidste afsnit vitaliseres ved Jørgen Grimstrups genoplevelse af den oprindelige partiskole i Rostock ved et nyligt besøg i Bededagsferien anno 2010.

Og kronikken slutter (citat):

“DF’s Søren Espersen har krævet, at nuværende SF’er Ole Sohn undskylder for sin tid som DKP-formand, især for sin deltagelse i festen for DDR’s 40-års fødselsdag i 1989 sammen med Honecker. Jeg har ikke noget imod at sige undskyld for mit ophold på partiskolen i Lütten Klein. Men hvem skal jeg sige undskyld til? Til Espersen? Eller til de utallige DDR-borgere, der blev kuet af SED? Og hvilken nytte gør en undskyldning?” 

Refleksion

Det offentlige rum, heriblandt politikere, journalister, forfatter o.l., giver eksempler på profiler, der har gennemgået samme rejse fra venstre mod højre, eller i hvert fald midten. I blogejerens private cirkler blandt kolleger og bekendte er ovennævnte “signalement” også genkendeligt, omend de færreste så vidt vides har oplevet et “oplærende besøg” i den trøstesløse vestlige forstad Lütten Klein i 7-talsbyen Rostock.

I kontekst til indlægget kommer blogejerens meget gode kontakter i såvel Rusland (tidl. Sovjetunionen) som Tyskland (tidl. DDR).  Ingen af disse personer af begge køn med uddannelse på uni-niveau og stort set samme alder som kronikøren (og denne signatur) kunne drømme om at sige “undskyld”.  De kan i begge lande - med deres forskellige køn, familiebaggrund og livserfaringer - udmærket få øje på den vestlig-orienterede nutids velsignelser.  Men de kan også i sandhed også få øje på dens svagheder.

Når blogejeren er i sit drilske hjørne (det hænder jo ), får såvel den russiske som den (øst-)tyske kontakt spørgsmålet i forbindelse med vinkling af aktuelle politiske og/eller økonomiske events: “Såfremt du kunne vælge i denne situation, ville ønsket så være at rulle livet tilbage til kommunist-perioden eller ville du fastholde din nuværende vestlige kapitalistiske levevis?” Svarene er altid komplekst bygget op i en nærmest akademisk diskussion, der ikke just tillader en klar melding i form af et JA eller et NEJ til den “rigtige” styreform. 

Og så er vi ved bundlinjen set fra denne digitale skrivepult . Forstår vi helt den tid, vi lever i? Er de tilgængelige informationer tilstrækkelig “objektive” til at danne et beslutningsgrundlag hos den enkelte, hvad enten denne bor i tyske Rostock, russiske Kaliningrad, den britiske bade- og kongresby Brighton, den franske middelhavs-filmby Cannes eller den danske by Vorbasse? Mange vil sige JA, en del vil sige “og hva´ så, jeg lever bare og får det bedste ud af det på bekostning af mine omgivelser”. 

Vil mon nogle frafaldne liberalister i år 2030 undskylde i de elektroniske medier (de trykte er nok på museum ) overfor deres følagtige støtte til Iraq-krigen 2001 - “kampen mod terror”, som deres helte George W. Bush jr. og bl.a. den danske eks-statsminister Anders Fogh Rasmussen overtalte dem til at støtte?  

Og vil nogle bankdirektører anno 2030 siddende på diverse plejehjem eller egen bolig - med elektronisk social fodlænke, kreditkort med fastfrosset maximum og nedsparet robothjælp - undskylde for deres grådighed og endnu værre fornærmende mangel på selverkendelse og kompetence under efterkrigstidens hidtil største økonomiske nedtur? 

Apropos finanssektoren har den danske kronekurs ligget fast i mange år; altså det har ikke været (politisk) muligt at devaluere den danske krone. Et økonomisk håndtag, der for øvrigt blev flittigt drejet på i 1960erne og 1970erne af danske regeringer, der savnede tilstrækkelig politisk mod og økonomisk handlekraft, såvel overfor fagbevægelsens uslebne ledere som - meget værre - den danske befolkning! 

Måske skulle der overvejes en fastfrysning af begrebet “undskyld”, da det næsten ikke kan devalueres mere……

Illustr. Internettet - Billedet forestiller daværende USSR-leder Mikhail Gorbatjov give daværende DDR-leder Erich Honecker “dødskysset” ved festlighederne i anledning af DDR’s 40 års fødselsdag (okt. 1989)