Køreklar?
onsdag, 29. jul 2009
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
For nogle uger siden skete en mindre bilulykke i den vestfynske by Glamsbjerg (Assens kommune). Den kunne være blevet ganske meget større end mindre. Den blev omtalt på avisforsiderne en kort stund og blev så dumpet i det store nyhedshav. Per definition er enhver ulykke ulykkelig og burde undgås. Men sådan er det virkelige liv jo ikke.
Blogejeren befandt sig ca. 22 km. vest for ulykkesstedet, men blev alligevel ramt i tanken. Derom i den følgende tekst.
Køreklar
Fyns politi kunne efter ulykken oplyse, at det formentlig var et epileptisk anfald hos føreren af bilen, der var årsag til ulykken. Det betød, at hendes bil kørte indover fortovet og nærmest torpederede 14 skolebørn. Fire af de 14 børn kom alvorligt til skade og blev kørt på hospitalet.
Det kunne være gået meget værre ved den påkørsel. Som reglerne er i dag, skal en epileptiker have været fri for anfald i mindst et år, før de må køre bil.
Refleksion
Blogejeren har selv på nærmeste hold kendt og kørt mange gange med en epileptiker som fører for en del år siden. Der skete ikke noget, men det gjorde der nogle gange udenfor asfaltens udfordringer. Der findes 11 forskellige forløbsformer for denne lidelse. Personer med epilepsi, der oftest kan medicineres (stortset) anfaldsfri , udgør en potentiel (og nogle gange reel) risiko i trafikken.
Det samme gør i princippet enhver person bag rattet med visse kroniske lidelser som f.eks. diabetes, hvis den ikke er korrekt medicineret såvel diagnostisk som hos personen selv. Hertil kommer periodevis selvforskyldte risikofaktorer som alkohol og euforiserende stoffer.
Etisk plus medicinsk vigepligt ?….læseren kan selv reflektere !
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
HAN skulle videre til Den franske Riviera dagen efter. Men på vejen skulle forskellige ærinder afvikles og folk besøges i København. Det skete tit og var en naturlig funktion, når man boede i provinsen. Ofte samlede der sig flere krydser i kalenderen, hvorfor det blev nødvendigt med en overnatning eller to. Nogle gange på hotel, andre gange under helt eller delvis private former. Det afhang som altid af tidspunkt og indhold af opgaverne samt geografien for besøgene.
Denne gang var således af samlede praktiske grunde valgt et centralt beliggende delvis privat overnatningssted i centrum af København. Mere præcist var matriklen beliggende direkte ved det smukke område, der i københavner-jargon benævnes “Søerne”. Nærmest som en flod penetrerer de tre kunstig anlagte søer Peblinge, Sortedams og Sct. Jørgens søer det ellers tætte byområde. Set fra luften ville en flypassager påstå, at der var fem søer, men såvel Sct. Jørgen (den vestligste) og Sortedam (den østligste) er delt i 2 dele af en bro. Den tidligere funktion som drikkevandsreservoir er nu ophørt og de tjener udelukkende som rekreative åndehuller, hvor motionsløbere i alle aldre mere eller mindre fornøjeligt løber stønnende rundt på de omkringliggende stier.
Søerne er omkranset af en blandet boligmasse af 1900-tals boligkaréer af svingende kvalitet, noget nyere af langt bedre kvalitet samt noget endnu nyere af dårligere kvalitet. Hertil kommer nogle få institutionelle bygninger, hvor det tidligere gamle københavnske kommunehospital er det mest kendte.
Overnatningen
HAN benyttede dette delvis private overnatningssted, når en tidlig morgenafgang i Kastrup Lufthavn skulle nås udenfor mange neglebiddende forsinkelser på vejen. Efter indlogering og de sædvanlige udveksling af informationer med stedets ejer gik HAN udaf hoveddøren og nød igen den smukke søpromenade lige foran sig. Det stærke vinterlys brændte lidt, da solen i den stortset skyfrie sene eftermiddagshimmel var for nedadgående.
HAN kom sent hjem den aften. Vidste at HAN var alene i den store lejlighed. Ejeren var andetsteds den weekend. Værelset var rummeligt med to døre. Den ene ud til entréen, den anden ud til en mellemgang, hvor køkkenet lå til venstre og badeværelset ligefor. Baggården, hvortil værelset vendte, i dette velholdte ejendomskompleks var ikke specielt kultiveret med planter o.lign., men dannede en mindre parkeringsplads.
Efter en kort aftentoilette låste han af gammel vane begge døre og gik i seng. Kun periodevise lyde trængte igennem fra 1.salen ovenpå. Regelmæssige, nærmest metalliske lyde. HAN spekulerede på, hvad det måtte være, så på uret, der viste 00.54 og bzzz…….bzzzz…..bzzzz.
Den låste dør
Pludselig blev der revet i den ene dør. Halvhøje lyde af stemmer hørtes. Lyde af lette trin hørtes. Var det en drøm? HAN vågnede. Flere lyde. Så stille. Pludselig blev der revet i den anden dør. Rusket og revet og høje stemmer. HAN var vågnet og alligevel ikke helt vågnet. Uret viste 05.08. Trin igen. Stemmer igen. Igen blev der rusket i den første dør.
HAN rømmede sig højt. Havde kvikt fået noget tøj på og tænkte så hurtigt, som det er muligt for et inkarneret B-menneske kl. 05 om morgenen, hvad nu? Entrédøren smækkede med et stort brag! Der blev helt stille. HAN valgte at blive oppe. Låste forsigtigt og særdeles klar til lidt af hvert døren op til gangen, hvor badeværelset var for enden. Ingen lyde….ingen stemmer….intet.
Måske var det lejlighedsejerens børn, der “lige var kommet hjem på besøg i påvirket tilstand af spiritus eller rusmidler og så løbet igen”, tænkte HAN, medens barberingen blev tilendebragt. Snart var HAN klar og låste den anden dør til entréen op. Intet specielt at se i forhold til andre gange, bortset fra stuedørene var let åbne. Få minutter senere rullede en kuffert med HAN i den anden ende ud fra en opgang i ejendomskomplekset, op på søens smukke og brede promenadesti og videre mod nærmeste togstation.
Nice - Côte d´Azur
Den anderledes varme vintersol bød velkommen i Nice. Den varmede hele vejen fra lufthavnen indtil centrum. HAN gik herefter det korte stykke med sin rullende kuffert efter sig til sin lejede penthouse-lejlighed, der dannede rammen om endnu et ophold i den vidunderlige Middelhavsby. Området og byen var velkendt og snart var HAN på vej til et nærliggende supermarked for at start-proviantere sig.
Pludselig ringede mobiltelefonen. Nummeret i displayet var på en eller anden måde bekendt. Det var lejlighedsejeren fra København. Hun var kommet hjem senere samme dag og havde oplevet et knust vindue i en af stuerne, der vendte ud mod søerne. Der var stjålet nogle værdifulde lamper og tilsyneladende ikke andet. Hun fik i løbet af 20 minutter HANs rapport af “ruske-døre-klokken-fem-om-morgenen-oplevelsen” pr. e-mail til brug for politiets videre efterforskning.
Politiet mente senere, at tyvene havde stået og holdt øje med lejligheden fra det høje gangareal ved søerne. Eftersom den høje stuelejlighed samme aften og nat (bortset lige fra HANs ankomst ved midnatstid) var mørk, var der tilsyneladende fri bane og en stige kl. 05.00 blev stillet til stuen. Lidt af en frækhed på en relativ befærdet gennemkørselsgade. Ruden smadret og hurtig recognosering i lejligheden, inden HANs morgen-rømmen måske/måske ikke skræmte de professionelle tyve væk.
Refleksion
Det er mærkeligt at være vidne til et indbrud, uden at se det. Blogejeren var alt i alt glad for, at han havde låst dørene til begge sider. Det gav ligesom nogle ekstra minutter til at “vågne i og tænke hva´nu hvis” 
.
Tyvene og tyvekosterne blev ikke fundet….
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Hvorfor importere fødevarer, når man i stedet kan eje og derved kontrollere landbrugsjord i fattige u-lande? Eksempelvis har Saudi-Arabien (og andre Golf-staters) knappe vandressourcer fået landene til i høj grad at udfase egen fødevareproduktion.
Herefter går ”landgrabbing-konceptet” ud på, at store investeringer i f.eks. Afrikas jord skal sikre den fremtidige fødevareforsyning for de rige lande på den arabiske halvø. Afrikas blandede jordlodder er ikke eneste mulighed. Også store områder i Kasakhstan og Pakistan afgives til dette formål. Sydkorea har planer om at leje 50.000 hektar landbrugsjord i Rusland og den lidet kendte indokinesiske stat Laos har allerede afsat 15 pct. af sin landbrugsjord til produktion i udlandet.
Fremtidig fødevaresikkerhed
Naturligvis bunder det hele i national- og politisk kynisme for at sikre sit eget lands indbyggere fødevarer - også i fremtiden. Store fødevare-eksportlande som Argentina og Indien kan eksempelvis indføre restriktioner på eksporten for at holde de hjemlige priser i ro. Modsat mister eksempelvis afrikanske lande med “landgrabbing” enhver mulighed for kontrol med deres fødevare-indtjening, både i hverdagen og under markedskriser.
Refleksion
Cirka 1 milliard mennesker går sultne i seng hver aften, afslører nye tal fra FAO (FNs fødevareorg.). Det sker primært i lande, der netop lejer deres mere eller mindre frugtbare jord ud til velstillede lande.
Japan er helt fremme i sandalerne. Med den nye FN-rapport peger verdens næststørste økonomi på, at det - med respekt for værtslandene - er et tveægget sværd. På den ene side kan det skabe en økonomisk udvikling, på den anden side kan det ende som en neo-kolonialistisk invasion. Emnet var på agendaen, da G-8 landene mødtes i juli 2009.
Eksempel på globaliseringens velsignelse eller forbandelse?
Anes i horisonten en slags fødevarenes OPEC? - Blogejeren håber, at han tager fejl…
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Overskriften er direkte citeret fra den regelmæssige 1-sides klumme i tante Berlinger (Berl.Tid.), hvor den 66-årige cand.phil, forfatter, samfundsdebattør og bl.a. tidligere chefredaktør ved Ekstrabladet Claes Kastholm indvier læserne i “sandheden”. Kastholm er en af de “tunge kulturelle drenge”, der har positioneret sig gennem adskillige årtier som skrivende og i kultur-relaterede jobs. Senest kunne læses (25/07/09) om vicestatsministeren Lene Espersen nærmest populistiske performance ved enhver anledning. “Kunne man forestille sig Lene Espersen som statsminister en dag?” spørger den (politisk omvendte) borgerlige kulturredaktør.
“Den talende kavalergang”
Overskriften i kontekst med illustrationen viser, hvorfor den konservative leder har fået øgenavnet. Lad det straks være slået fast, at blogejeren intet ( og her menes virkelig og dybt inderligt i-n-t-e-t) har imod en kavalergang. Derimod synes tiden glædeligvis inde til, at et nydeligt og præsentabelt feminint udseende i alderen 35-45 år, en afsluttende akademisk afgangseksamen eventuelt krydret med en ph.d. og udenlandske studier på kendte matrikler samt en nærmest konstant talestrøm i medierne og offentlige fora om næsten ethvert emne ikke er nok. Nok til hva´? Simpelthen nok til at være en “kvalificeret” partileder. Det gælder - set fra blogejerens digitale pult - alle liste ABC-lederne!
C-lederen har nu været i front som partiformand i ca. 10 måneder efter det forbløffende smertefrie partilederskift i det gamle godsejerparti. Hun forlod da et justitsministerium med en - uden nogen overdrivelse - manglende finish af såvel en rets- som politireform. For nylig blev hendes populisme igen udstillet. Gennem sine vendelbo-betoninger (ikke et ondt ord om den smukke landsdel iøvrigt!) bankede hun løs på “dårlig opførsel”, “den forsvundne autoritet” osv. Hendes definitioner på nutidig konservatisme er i store træk “et samfund, der balancerer mellem plads til individiet og et stærkt fællesskab”. Hendes samlede udtalelser har medført flere skarpe kommentarer fra eget “borgerlige bagland”, herunder repræsentanter fra tænketanken CEPOS m.fl.
Claes Kastholm fremhæver hendes “konkurrent” Connie Hedegaard som en langt mere egnet (kons.) statsminister-kandidat. “Klima-Connie” skal nok få vist sine evner henover efteråret med kulminationen i COP15 i Bella Center, når det “verdensberømte klima-topmøde” finder sted i København. Herefter forventes det (og har længe gjort det), at hun overtager udenrigsminister-posten efter Per Stig Møller, den højtbegavede, belæste og meget flittige litterat med et betydelig stænk af utålmodighed og arrogance. Samme Møller fik unægtelig belyst sine manglende (leder-)evner som konservativ partileder i forrige årti.
Refleksion
Blogejeren ser med al intuitiv tydelighed parallellerne mellem føromtalte Connie Hedegaard og Per Stig Møller. Man(d) kunne ønske sig, at kulturredaktør Kastholm havde læst Mads Qvortrups fremragende bog “Fogh, Krag, Schlüter og Stauning - Danmarks store statsmænd” (planlagt omtale her på bloggen i aug. 09). Så ville det med konservativ gru gå op for ham, at partiet ikke siden Poul Schlüter har haft - og slet ikke har - et troværdigt alternativ til hverken Rasmussen II eller Rasmussen III.
Den grønne konservative farve er i disse klima-focuserede og CO2-tider højeste mode. Mode er dog kendt gennem generationer for at være et yderst luftigt og flygtigt begreb !
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Overskriften betyder på almindelig hverdags-dansk “Den store sløjfe”. Det er eet af mange kælenavne for den nu afviklede Tour de France cykelløb. Verdens vel tredie største sportsbegivenhed - efter OL og VM-fodbold, der startede i 1903. 3.500 km. afviklet over 21 etaper, hvor utallige pedal-atleter tilknyttet diverse internationale cykelhold har svinget med lårbasserne og presset lunge- og hjertefunktionerne til det yderste (og dem, der fortsat måtte anvende doping….lidt mere 
).
Tortur-de-France
Forbløffende mange danskere, især mænd, følger nidkært med hvert eneste år. Jamen som om det ikke er nok, rejser x antal til Frankrig hvert år for at se showet on location. Sidstnævnte psykologiske mekanisme kan blogejeren sagtens forstå. Han bruger det selv, vel og mærke når det er muligt og sportsgrenen - modsat cykelløb - forekommer interessant. Cykelløb er blevet betragtet på distancen i såvel Nederlandene som Nice uden nogen form for begejstring.
Store pedal-personligher som amerikaneren Lance Armstrong evner at sætte dagsordener samt samle et nyt cykelhold til 2010 etableret på x mio. kr. Andre ryttere har øjeblikke af highlights og beundring. Det samme har sportsdirektører for de etape-vindende cykelhold.
Mediedækningen forekommer massiv grænsende til det fanatiske. Igen var den gamle caribiske kokkepigedatter-forfører og selvudnævnte martyr med den interessante efternavn Let(h) kommet til journalistisk højbords. Denne senior+, der næsten blev ombragt af intellektuelle betonfeminister i samarbejde med det meste af den danske medieverden af trykt, oral og visuel presse, allokerede igen episke højdepunkter (iflg. fans). Hertil kommer gigabytes af resultater og journalistiske indtryk og interviews. Sidstnævnte med et indhold, der fuldt….gentager absolut fuldt ud…svarer til indholdet i cykelhjulene.
Fra de organisatoriske kontorstole gjorde direktøren for Tour de France, den 48-årige Christian Prudhomme efter sigende alt for at undgå doping-mistanker skulle devaluere dette fantastiske 3-ugers show i gallernes rige. Samme direktør efterfulgte i 2005 den legendariske direktør Jean-Marie Leblanc. Samme nuværende direktør siges at blive støttet af ingen ringere end nutidens svar i mini-udgave på Napoleon, Frankrigs semi-maniske præsident Nicolas Sarkozy. Samme præsident, der efter diverse pressereferater overfor sit ministerråd understregede, at “Touren ikke er den skyldige, men ofret, når den rammes af dopingaffærer”.
Doping-affærer har netop de seneste år nærmest virket som en ondartet virus i relation til, hvorvidt begejstringen for disse pedelatleter kunne være ægte eller . Den danske tourvinder (1996) Bjarne Riis indrømmede for nogle år siden - formentlig hårdt presset - at han havde taget stoffet epo. Sceneriet fra den pressekonference erindres stadig af blogejeren. Denne topprofessionelle idrætsmand blev pludselig hevet en del pladser ned på popularitets-skalaen hos mange. Blogejeren savner i den grad humor og selvironi hos den nærmest stigmatiserede og selvhøjtidlige cykelhelt, der ikke just fremtræder som den mest velformulerede på to hjul. Samme professionelle pedelatlet er nu leder af eet af de toneangivende hold i feltet og forventes i august 09, hvis tiden tillader det , at blive smedet lovformeligt sammen med den meget nydelige tidligere landsholdscentrehalf Anne Dorte Tannerup fra det berømte danske dame-håndboldlandshold i 1990erne.
La petit Boucle alias Team Rynkeby
Eet mindre dansk ministerhold anført af Rasmussen III i “klassementet” Team Rynkeby har tilbagelagt 1300 kilometer til Paris for at indsamle penge til Børnecancerfonden og de cirka 150 danske børn, der hvert år rammes af kræft. Dyb respekt for dette, afgjort!!!!
Også dyb respekt for den 73-årige jernmand Laurits Tørnæs med fortid som landbrugsminister (V), amtsborgmester, lokalpolitiker, fiskeskipper m.m., der først hoppede på en racercykel i en alder af 60 år. Den ene datter, Ulla Tørnæs, af nogle kendte som regeringens udviklingsminister (V) deltager forøvrigt også i Team Rynkeby.
Undervejs har flere af ministrene været ramt af uheld, bl.a. fødevareministeren (nej…ikke madforgiftning ). Statsminister Lars Løkke Rasmussen alias Rasmussen III havde dog ikke synlige problemer med sin ømme akillesscene. Man(d) kan så håbe, at statsministeren ikke er blevet dehydreret, men har (som ved andre lejligheder) sikkert sørget for at stabilisere den individuelle vædskebalance .
Refleksion
Søndag d. 26. juli 2009 var det (gudskelov) slut. Den pragtfulde parisiske boulevard Avenue des Champs-Élysées satte punktum for 3 ugers fortættet sports-underholdning. Britten - og måske verdens bedste p.t. sprinter - Mark Cavendish vandt. Men den totale og helt store vinder blev den 26-årige spanier Alberto Contador fra cykelholdet Astana; samme cykelhold, der også omfatter fænomenet Lance Armstrong, der måtte nøjes med en 3 plads. Han fik efter reglerne iført sin gule førertrøje kindkys af deux mademoiselles af yngre årgange og passende model-mål samt hyldet af den store menneskemængde i den smukke franske hovedstad; den flotteste by i Europa. Den danske “Der er et yndigt land” blev afspillet helt fejlagtigt, medens nr. 1, 2 og 3 på podiet i Champ Élysées stirrede målløs frem for sig. Det gjorde x tusinde andre også .
Tortur de France kommer sikkert igen næste år i en Let(h) og ny dopet udgave ! Vive la France!
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Tante Berlinger alias Berlingske Tidende har undergået en forandring gennem de seneste årtier (det har vi andre også ). Barske meninger og uartige ord kunne man(d) trygt og roligt regne med i-k-k-e at finde i det engang så konservative (og for nogle) trygge nyhedsmedie, der så verdens første bogstavstyper den 3.januar 1749.
Men nye ejere og nye redaktører anno 2009 forsøger at støve tante Berlinger af; som nu de seneste dage på debatsiderne, hvor to 30+ årige akademikere af hver sit køn har skudt med skarpe sætninger mod hverandre.
Hermansen og Staberg
Lad os i disse stringente ligeberettigelsestider starte med quinden. Navnet er Anne Sophia Hermansen, 36 år, pressechef, single og ét barn. Hun søger intelligens, empati, maskulinitet og humor.
Manden hedder Morten Staberg, 35 år, børnelæge, single, ingen børn. Han søger skønhed, humor, modspil.
For at den venlige læser hurtigt kan danne sig et overblik, følger her et mini-koncentrat under den Berlingske sub-overskrift Bitterfisser og muggenpikke:
“Af og til tænker jeg, at vi, singlekvinder 30+, er de nye mænd (med den bonus at vi kan føde børn). (….)Vi har taget værktøjet fra ham, aflivet ham som skaffedyr og synes, at det er en sød leg, vi leger, når han bærer de tungeste indkøbsposer”
“Tidligere kaldte vi jer bare drenge-røve, en kærlig betegnelse, som imidlertid stivnede lidt, da I glemte at hente barnet i børnehave, fordi I spillede Playstation eller fortsatte det partyglade liv med gutterne til kl. seks om morgenen (….)BØV= BØrneVoksen er jeres sociologiske term, drengerøv den psykologiske og muggenpik den seksuelle. At vi kalder jer en lost case burde mane til refleksion” (Anne Sophia Hermansen)
“Alt for mange danske kvinder i 30erne - single eller ej - lader bare det hele sejle. Det er blevet til leverpostej i håret, Georg Jensen smykker, gummisko og én knaldrød læbestift, der er forbeholdt den årlige julefrokost”
“Jeres drøm om den perfekte mand forekommer mig lidt tåget I vil have smæk, men hvis vi gør det for blødt, er vi nogle pudler, og hvis vi gør det for hårdt, er vi psykopater. Hvis vi monterer en trykmåler i trussekanten, er vi uromantiske nørder. Hvidvinen løber ind fredag og munden løber over i en opremsning af mænds uperfektheder”. (Morten Staberg)
Cafémøde
Tante Berlinger satte så de to 30+ personer stævne på en café (på Nørrebro, vi udelader navnet ) Læseren ser et billede af to pæne, akademikere med overskud til smil og fortsatte meningsudvekslinger om de køns kampe i de “vanskelige” 30ere af menneskets liv. Flere sætninger a la de citerede passerer forbi cafebordets opdækning af cafélatte og cola light opdækning. “Vi kvinder i 30erne har reelt ikke brug for en mand til andet end kærlighed” (A.S.Hermansen)….”Jeg synes det er synd, hvis præmissen for diskussionen er, at mænd og kvinder skal være ens. Det er ikke meningen. Kvinder skal holde fast i deres feminitet” (Staberg).
Set fra ringside
Emnet og aktualiteten er jo guf for alskens par-specialister, sociologer og andet analyserende godtfolk. Der er noget enighed om, at tosomhed er idealet, medens der samtidig bliver flere og flere singler.
En 30+ mand med titel af “seniorudvikler” (måske skulle man(d) booke tid?) går i den videre debat skarpt i rette med Anne Sophia Hr man(d)sen. Der henvises til statistikker, der bruges svære latiniserede ord for at modbevise de provokative påstande fra denne velplejede, velholdte, veluddannede (og måske velduftende?) 30+ kvinde, der lejligheds ytrer sig med skarp og ofte velsmurt penneskaft i tante Berlingers spalter.
Refleksion
Mange, der har oplevet (el. oplever) levealderen 30erne, har følt, at mulighederne var næsten ubegrænsede. Kræfterne, indtjeningsmulighederne, hjernefunktionen, udfordringerne på de fleste planer samt den seksuelle ydeevne hos begge køn forekom næsten uden grænser. Det samme gjorde ofte udnyttelsen af ungdommens erfaringer til noget mere målrettet, herunder familie-etablering og bosættelse. Endelig forekom økonomien i bedring, trods en pæn klat studiegæld for mange.
Har de to 30+ velfungerende ret i deres påstande? Eller er de i virkeligheden snotforkælede i et foreløbigt liv, der ikke har budt på de rigtige hårde kampe? Er kønnenes kamp en luksus, som vi i den moderne vesterlandske verden tillader os at bruge arenaer og tid på?
Skulle vi indføre 2-års samlivskontrakter i stedet for (livsvarige?) ægteskab? Er den statistisk konstaterede manglende evne til forplantning hos såvel mænd som kvinder et varsel og/eller tegn? Vil “nissen flytte med”, når de unge kommer i 40erne? Hvorfor skilles efterhånden mange ældre, hvor især kvinderne (50+ og 60+) si´r stop til manden? Er han blevet for meget skvat og for lidt hverdags-Tarzan? Er hunden (el. katten) i virkeligheden den bedste ven? Eller bliver robotten det?
Og den evige joker i dette samlivsspil er børnene…..
Mange spørgsmål, som læseren i valgte tidslommer kan reflektere over. Personligt beklager blogejeren, at der er kommet for mange grænsedragninger, grøftegravninger og urealistisk forventningspres til hverdagen…hos BEGGE KØN!
Elementære begreber som tolerance og humor (og selvironi) samt glæden ved at fastholde sine maskuline/feminine inderste værdier og turde vise dem savnes reelt mange gange hos begge køn. For nogle kommer det med erfaringen; for andre udvaskes det af livets modgang.
Det er svært, ikke umuligt .
illustr.: joern.dk
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Scenen er en højsommerdag i Københavns City. En dansk sommerdag. Altså den slags, hvor solen skinner og regnen afløser og solen skinner osv. En Movia-bus halvfyldt af en blanding af forventningsfulde turister, semi-handicappede pensionister, transpirerende mødre, skrigende børn og andet godtfolk af variabel vægtfylde og IQ. Bussen har fået malet en rød stribe på chassis´et og tilføjet et “A” efter linienummeret. Indfødte ved da, at der er tale om busser, der kører ekstra hyppigt.
Frugtvogne i Movia-bus
Ethvert moderne busselskab - et sådant vil Movia gerne fremstå som - har afsat plads i bussen til alternative transportmidler som f.eks. frugtvogne (alias barnevogne ), rollatorer og tilsvarende hjælpe-transportmidler. I “mimre-tiden” (læs udenfor myldretiden) er der en næsten evig kamp mellem frugtvogne og rollatorer i dette busareal.
Blogejeren oplevede en sådan kamp forleden, da elektroniske kalenderkrydser af temmelig forskellig type skulle afvikles i Hovedstaden. Buschaufføren var af ægyptisk-oprindelse, vil man(d) vædde en dags børneopsparing på. Han var aktiv, gestikulerende, dominerende og samtidig serviceberedt.
Første udfordring kom ved et stoppested, da fire svenskere,hvoraf den ene havde en frugt-klapvogn + barn med. Der var allerede “udtamponeret” på området med to frugtvogne med aktive og skrigende børn. Situationen spidsede yderligere til, da den ældre svensker gladeligt ville betale for “alla og barnvogn”. I et lingvistisk anfald af ægyptisk-dansk-svensk oplyste chaufføren om de udvidede muligheder, som svenskerens indkøbte billet i Malmø gav adgang til. Den høflige svensker med familie myldrede ind i bussen fra to døre, hvorefter der pludselig - ganske ureglementeret - var 3 frugtvogne i Movia-bussen.
De to andre frugtvogne m. indhold tilhørte hhv. en ny-dansker (med tryk på “ny” ) samt en bedstemor (eller også en 50-årig rugemor, ja-men, ja-men hvorfor ikke i vore teknologiske og forvirrede tider…nej vel?). Sidstnævnte to quinder havde ikke….bestemt ikke….lyst til at bare rokere deres frugtvogne for at udvise lidt med-menneskelighed (eller søster-følelse mod den svenske quinde og hendes frugt-klapvogn m. indhold). Som for at understrege det helt tydeligt, begyndte hhv. nydanskeren og den modne gammel-danskers børn at hyle - desværre ikke i kor - men om kap .
Ved næste stop stod en yngre, bebrillet mand på. Han kunne ikke huske den nøjagtige destination og hans sprogfærdigheder var udelukkende begrænset til engelsk-niv. på aftenskolens første niveau. Der ventede hermed den ægyptiske chauffør en vildt vanskelig opgave med at billettere. Tiden gik, medens de diskuterede. Ungerne hylede og mødrene og (bedste-)mor vogtede alle nidkært på deres frugtvognes territorium.
Blogejeren havde den (tvivlsomme) glæde at sidde på første sæde tæt ved chaufføren. Derfor kunne han overvære, at den ægyptiske chauffør og den fremmedtalende, bebrillede nyankomne passager havde fundet “koden”. Den fremmede skulle skifte senere for med en anden linie at nå til sit “bedested”.
Vi kørte videre i en fortættet stemning. Ved et stoppested rejste den ægyptiske Movia-chauffør sig op og vendte sig mod os alle i en sjælden “orkestreret fremkaldelse”. Han sagde:” Vi skal al´ til Zoo”……blogejeren nænnede ikke at rette ham . Kort tid efter var forløsningen der. “Suuuu…lo..gis…..hav´” sagde han i højtaleren. Ungerne vrælede igen, dørene åbnede sig og tre stk. frugtvogne med indhold og feminine vognstyrere rullede ud.
Blogejeren kiggede ud. Bedstemor (eller mor med kunstig insemination?) kiggede ondt tilbage. Til sådanne lejligheder har blogejeren tre løsninger.
1) Smile og vinke heftigt tilbage
2) Vrænge ansigt a la Frankenstein
3) Gå i Zen-position .
Refleksion
Blogejeren er mangeårig Zoo-ven, så han valgte at gå i Zen og var dybt - her menes virkeligt ud i alle afkroge af meningen med ordet “dybt” - taknemmelig for, at han hverken havde frugtvogn eller rollator med på denne herlige Movia-tur i Wonderful Copenhagen!
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Overskriften er titlen på denne bog-refleksion. Den er engelsk af den simple grund, at bogen ikke er oversat til dansk. Emnet “sygdom og (samtidig) magt” kan enhver læser forholde sig til, hvadenten det er den nationale eller internationale scene.
Bogens forfatter vil være velkendt af nogle, der er konfirmeret for en del år siden og har fulgt britisk politik i en årrække. Selv fandt blogejeren under sit Cambridge-ophold i 1980 ham yderst fascinerende, især hans “politiske korstog” med forsøget på at etablere et engelsk socialdemokrati. Et miniportræt (Den Store Danske) giver et kort rids af forfatteren:
David Owen, f. 2.7.1938, britisk politiker, adlet 1992. Owen var læge af uddannelse og blev 1966 medlem af Underhuset for Labour Party. Han fik flere ordfører- og ministerposter, fx udenrigsminister 1977-79, inden han i 1981 i protest mod partiets venstredrejning brød ud og var med til at danne Social Democratic Party (SDP), hvis leder han blev i 1983. Efter et skuffende valg i 1987 dannede flertallet i SDP trods Owens modstand sammen med Liberal Party det nye parti Liberal Democrats, mens Owen indtil 1992 fortsatte som formand for en ubetydelig restgruppe i SDP. Owens politiske mærkesager var især det offentlige sundhedsvæsen, europæisk samarbejde og forsvar. Efter sin tilbagetræden fra partipolitik var han 1992-95 EUs fredsmægler i konflikten i det tidligere Jugoslavien.
Lidt om indholdet
Bogen, der blev publiceret efteråret 2008 fra et London forlag (Methuen Publishing Ltd), rummer 370 sider interessant læsning samt ca. 50 sider noter. Det er bestemt ikke en bog, der er læst på en time. Den er udover introduktion o.l. disponeret i fire dele.
Del 1: Omhandler sygdomme hos statschefer i perioderne 1901-1953 og 1953-2007.
Del 2: Egentlige cases ( bl.a. JFK, Mitterand osv.)
Del 3: Eksempler på magt-overvurdering ( Bush, Blair…)
Del 4: “Lektioner for fremtiden” og konklusion
Mere specifikt
For mange af verdens (tidligere) ledere er to forhold ofte gennemgående, nemlig magtfuldkommenhed (og/eller “hybris“) og manio-depressivitet, påpeger lægen og skribenten David Owen. Dette eksempliceres gennem mange kendte politiske profiler de seneste 100 år. Egentlig somatisk sygdom og deraf følgende medicinering kan også have påvirket beslutninger hos statsledere gennem tiden. Eksemplerne John F. Kennedy og Francois Mitterrand er vel blandt de mest fremtrædende.
David Owen har været tæt på mange af de samtidige britiske politiske ledere, der naturligt får en større fokusering end andre “kontinenter” vinklet såvel som politiker-kollega som læge. I sidstnævnte egenskab og som supplement/reklame for bogen skrev han i det lægefaglige tidsskrift British Medical Journal (medio nov. 2008). Herfra kan delciteres:
” Ingen er tvunget til at stille op til magtfulde embeder, og det giver ikke mening, hvis de mener, at deres sygdomme er deres private anliggende. De beslutninger, de træffer, har stor indflydelse på millioner af menneskers liv, og det er ikke rimeligt, hvis beslutninger bliver påvirket af fysiske eller psykiske lidelser. Statslederne har en forpligtelse til at forsikre vælgerne om, at de er i stand til at lede og regere på det absolut højeste niveau”.
Det er samtidig fremhævet i artiklen som et ganske positivt eksempel, at den (tidl.) norske statsminister (1997-2000 og 2001-2005) Kjell Magne Bondevik i 1998 trådte (midlertidigt) tilbage på grund af en depression. Et fornemt eksempel på (en desværre sjælden) selverkendelse!!!!
Refleksion
Enhver læser, der har et operativt kendskab til engelsk samt ikke mindst har interesse for verdenskendte politiske profiler de seneste knap 100 år, har her en enestående mulighed for at komme bag facaderne.
Emnet “en syg chef” kan jo også gælde i den enkelte læsers hverdag, hvor et sådant problematisk forhold kan stigmatisere nødvendige beslutninger eller ved overreaktioner påvirke talrige menneskers hverdag på godt og ondt.
Emnet “alder” bliver forøvrigt også glimrende vinklet (pag.142). Eksempelvis nævnes Konrad Adenauer, Charles de Gaulle, Nehru og pave Johannes d. 23 som langt ældre ledere i start-1960erne med et klart bedre helbred end den daværende amerikanske præsident John F. Kennedy.
Begrebet “hybris” ligger - for ganske mange lederes vedkommende - som en betydende faktor for deres operative virke. Forfatteren erindres bestemt ikke som “sådan” politiker, ej heller via denne bogs fortrinlige kontekster.
(ISBN 978-0-313-36005-3)
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Den 21. juli 2009, kl. 03.56 for 40 år siden kunne verden via TV og radio opleve noget enestående. Ørnen (The Eagle) var landet på Månens overflade og US-astronauten Neil Armstrong kunne senere under det 21 timers lange ophold på planetten vandre i sær hoppende gang på overfladen. Hans berømte ord huskes “That´s one small step for a man - one giant leap for mankind” (Et lille skridt for et menneske, men et kæmpespring for hele menneskeheden).
Tiltagende måne
En oktober-dag i 1957 sendte sovjetrusserne den første sputnik-sattelit i kredsløb om jorden. Den blev efterfulgt næsten på 40-års jubilæet for kommunismens indførelse i november 1957 af endnu en Sputnik udi rummet. Det fik amerikanerne op i omdrejninger efter at chocket havde lagt sig. Fra 2. Verdenskrig havde de hentet tyske raketteknikere over dammen, heraf den verdenskendte Wernher von Braun, faderen til de dødensfarlige V-2 raketter.
Den første US-sattelit hed Explorer 1 og den kom i kredsløb om jorden omkring månedskiftet januar/februar 1958. Den aldrende præsident Eisenhower blev udskiftet med den unge, karismatiske John F. Kennedy i 1960. Denne og resten af verden blev dog i 1961 vidne til USSRs triumf, da Juri Gagarin blev sendt i jord-kredsløb som det første menneske i verden. Den 25. maj 1961 annoncerede John F. Kennedy, at USA ville landsætte en astronaut på Månen inden årtiets udgang. Det blev en sjælden dyr (ca. 24 mia. USD) og rumforskningsmæssig (politisk) armbøjning, men som bekendt lykkedes det.
Fuldmåne
Den 16.juli 1969 løftede en tretrinsraket Saturn V sig fra affyringsrampen på Kennedy Space Center (opkaldt efter Kennedy, der som bekendt blev skudt 22/11/63). Enhver interesseret læser kender resten af historien om 3 astronauters - Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins - 385.000 km lange tur til Månelanding, gang og hjemtur igen. En sand triumf for USAs rumforskning. Der blev efterfølgende ialt gennemført fem månelandinger, hvorefter projektentuisiasmen og kapitalmidlerne tørrede ind.
Anderledes måne og refleksion
Der har været “spin”, der påstod, at det hele var svindel tilrettelagt af CIA og udvalgte filmfolk i Hollywood. Enhver kan tro sit; nogle herunder blogejeren hælder til den teori, at sovjetrusserne måske af denne vej forsøgte at devaluere projektets signalværdi og USAs del-sejr i rumkapløbet.
Der har været tvivl om nytteeffekten af dette rumprojekt. Hvad gavn kom der ud af det? Uden at komme med et udtømmende svar kan ihvertfald konstateres, at den nuværende - langtfra færdigudviklede - rumteknologiske viden og kapacitet har betydet massevis af sattelitter i kredsløb omkring jorden med såvel militære som civile formål (f.eks. GPS).
Baseret på de hidtidige erfaringer vil enhver “rum-bogholder” med nogen rette kunne sige, at indtægterne ikke just modsvarer de kolosale udgifter til rumprojekterne. Der er selvfølgelig skabt en masse arbejdspladser forskellige steder på kloden samt ikke mindst en akkumuleret viden. Skal sidstnævnte udvides og de måske helt store “fortjenester” for menneskeheden skabes, betyder det etableringer af faste rumstationer såvel i jordkredsløb som på andre planeter, herunder Månen.
To tunge modsatrettede spørgsmål blinker som stjerner, nemlig
1) Hvad kan vi få for de samme milliarder på jorden (sult, klima osv.)?
2) Måske viser der sig stoffer i himmelrummet, der kan forbedre menneskehedens levevilkår afgørende og dermed et kraftigt plus på rum-bogholderens bundlinie; en bundlinie, der vel aldrig helt bliver færdigafsluttet.
Færdigafsluttet bliver heller aldrig erindringen af den vidunderlige danske forfatter Gustav Wied med hans “Skærmydsler” (1961) , hvor tante 1 (Maria Garland) overfor tante 2 (Clara Pontoppidan) fastslår: ” Måner har den farve, måner skal have”. .
Kilde. Rejsen ud i rummet - de første 50 år (Helle og Henrik Stub)
Skrevet af hulegaard under Ikke kategoriseret,
Uden at træde på nogen bispekåbe kan det vel konkluderes, at den stadig mest berømte (og funktionsdygtige?) danske biskop er Absalon. Samme herre døde i 1201 efter en lang og glorværdig karriere, bla. som biskop af Roskilde og ærkebiskop af Lund. Skulle nogen københavner glemme ham et øjeblik, er muligheden for gensyn til stede på Københavns rådhusplads, hvor Vilh. Bissens forgyldte statue pryder det smukke gamle Københavns rådhus front (illustr.).
Bispevalg anno 2009
I vor tid med et højt uddannelses- og informationsniveau samt rimelig teknologisk formåen - ihvertfald et pænt stykke over Absalon-tiden - kan det forekomme nærmest utroligt - sagt “nedbremset”, at de seneste to bispevalg ( Roskilde stift og Københavns stift) skulle afvikles så kaotiske.
Da Peter Skov-Jacobsen omsider i sidste runde med 608 stemmer (modkandidaten var Kaj Bollmann (353 stemmer)) kunne annonceres som Københavns Stifts fremtidige chef, var forinden foregået en sjælden rodet valghandling. Periodevis har der kommet journalistiske kommentarer fra valgrodet og folk med inside-viden ved knap, om de skal le eller græde. Aktuelt er Kirkeministeriet og sågar Ombudsmanden involveret med forventede redegørelser (bureaukratisk trick ).
Som reglerne er i dag, vælges biskoppen af stiftets menighedsrådsmedlemmer og præster. Enhver præst, der kan mønstre støtte fra 75 stemmeberettigede, kan opstille. Een af (de vragede) spidskandidater (Anders Gadegaard) foreslog, at et fremtidigt indstillingsnævn bestående af teologer, præster og menighedsmedlemmer skulle finde 3-4 “kvalificerede” bispekandidater, der herefter kunne komme på valg blandt hele menigheden i stiftet. For så vidt lidt nytænkning. Blogejeren har dog den reservation, at der allerede i udvælgelsesfasen går ballade og politik i det.
Enhver dansker - medlem af folkekirken og bosiddende i et hvilket som helst af Danmarks 10 stifter - skal IKKE tro, at præster er specielt milde og næstekærlige. Vel er det nok det rene dåbsvand ved siden af de barske katolske fraktioneringer og kampe, men….menne….men…!
Noget af det eneste fornuftige ved den seneste kamp om en bispehat var forøvrigt oprettelsen af www.bispevalg.dk , hvor kandidaterne via blogs fortalte om deres holdninger og andre kunne følge de “officielle detaljer”.
Refleksion
Der skal formentlig nok et lettere generationsskifte af folketing til at forstå, at en grundlovsrevision er påkrævet af flere grunde. Een af dem burde være, at stat og kirke skal adskilles. Den danske statskirke forekommer mere og mere stigmatiseret uden fremtidige mål og nutidig målbarhed. 1 kvartal 2009 meldte 3.879 personer sig ud mod “kun” 2.455 personer i 2008 (kilde. DS), altså en stigning på 58 procent! Ved seneste valg til menighedsråd (nov.2008) var der kun valg i 149 udaf 2.210 sogne!
Den nuværende Absalon-efterfølger - Peter Skov-Jacobsen - bliver sat i spidsen for det mest ugudelige af alle stifter, nemlig kun 65 procents medlemskab af sognebørn. Apropos børn bliver nu u-n-d-e-r 50 pct. af stiftets børn døbt. Mon den ateistiske (eller agnostiske?) kurve kan knækkes i fremtiden? Det ville være et kunststykke, som Master of Arts (Hull Univ. 1992) og nyudnævnt bisp Peter Skov-Jacobsen, næppe er i stand til med sine teologiske, akademiske og personlige kompetencer. Søndag d. 30 august 2009, kl. 14 sker “den officielle udnævnelse” i Københavns Domkirke.
Set fra denne digitale og troende bedeskammel er det få sekunder i kl. 12, hvis det danske kristne engagement skal vendes i tide. Der kræves såvel en adskillelse af stat og kirke samt en nutidig teologisk og politisk begavet Absalon. Det danske konsensussamfund har - beklageligvis - sjældent ønsker om at vælge stærke og markante personligheder, der sætter varige spor i form af banebrydende og velsignet nytænkning.
Et digitalt amen!
