hulegaard.eu

Neo Nørreport fredag, 27. nov 2009

Blogejeren er kommet med uregelmæssige mellemrum og dog ganske meget siden 1956  på Nørreport Station. Med metroen også Danmarks største trafikknudepunkt. Det har mildt sagt aldrig været en æstetisk oplevelse at passere denne station. Senest forleden i skidengråt november-vejrregi, der egentlig “matcher” denne station perfekt .  Den har altid mindet om en U-station i en tidl. kommunistisk østeuropæisk by.

“Jamen en station skal da bare passeres og overstås” vil nogle læsere sige. Nuvel, hvis det er “facit”, må Nørreport indtage een af de allerførste pladser på den europæiske stations-rangliste. Denne fuldstændige (og eneste af den slags) undergrundsstation indeholder såvel regionaltog, S-tog samt metro. Cirka 250.000 passerer dagligt dette trafikområde. 

Neo Nørreport st.

I april 2009 udskrev Københavns kommune en arkitektkonkurrence om Nørreport St. Den 3. november 2009 blev vinderen kåret på rådhuset. Det er arkitektfirmaerne Public Arkitekter og Cobe sammen med ingeniørfirmaet Gronjtmij/Carl Bro og belysningsfirmaet Bartenbach LichtLabor, der vandt.

De konstruktionsmæssige kodeord for Neo Nørreport St. er åbenhed, lys og overskuelighed samt bedre plads til cykelparkering.  Derimod får biltrafikken mere trange kår i dette i forvejen utåleligt trafikerede og luftforurenede område. Al tung trafik skal væk fra stationsområdet. Busterminalen flytter fra Gothersgade-enden til den modsatte ende. Og hele stationspladsen bliver gjort til et stort åbent og trafikneutralt område. Endelig bliver den nuværende stationsbygning revet ned; ingen vil formentlig savne den. 

Budgettet for denne totale “make-over” og nybygning beløber sig ialt til ca. 160 mio. kr. I dette beløb er der ikke afsat penge til stress- og blodtryksmedicin samt terapeutisk bistand til x antal daglige passagerer, der frem til 2014 (forventet færdiganlagt) skal døje med næsten daglige gener af støj, ændrede tilgangs-arealer osv.osv.

Er læseren mere interesseret, har såvel Københavns kommune som de vindende firmaer udførlige links på deres respektive hjemmesider, der er “studeret” i forbindelse med dette indlæg.

ATS

“Såfremt der er penge tilbage efter opførelsen af de monumentale stationsbygninger i glas, er det tanken at udskifte nogle af lysstofrørene på perronerne, så passagererne kan se, hvor de går.

Det er endvidere planen at vaske en del af gangarealet, ligesom vi vil bestræbe os på at fjerne urinlugten på særligt udsatte steder. Måske vil vi også udskifte et par af de knækkede fliser. Så vi tør godt love S-togskunderne, at der er noget at se frem til.” (Politikens ATS 07/11/09)

Refleksion

En go´ ting er, at stationen ikke ligger tæt på en kirkegård som eksempelvis den nye Metro-ringlinie, hvor der p.t. forestår et nærmest kommunalt-statsligt hundeslagsmål om et hjørne af Assistent Kirkegaard .

For nu ikke at hardcore-rejsende og seniorer og andet godtfolk skal savne og helt glemme de gode gamle dage, bevares den gamle skilt mrk. Nørreport station på toppen af den glas-agtige konstruktion.

“Det er en meget taknemmelig opgave som arkitekt, for Nørreport er så nedslidt, at det kan kun blive bedre” (arkt. Dan Stubbergaard) - i guder, hvor arkitekten rammer sandheden med et laserlys nøjagtighed.  Her er et eklatant og potent eksempel på noget, der IKKE var bedre i de gode gamle dage!

Go´ rejse - især efter 2014 .

Vi vandt, jeg tabte fredag, 27. nov 2009

De fleste læsere - ihvertfald dem, der har nogle årringe - kender oplevelsen.  I en social sammenhæng møder man et menneske, der i den grad associerer til et andet fra ens fortid.  Det kan være udseende, det kan være stemmen eller mimikken eller positionen eller….en variabel blanding af dem alle.   

Karlo  X 
Efternavnet var unikt, så det udelader vi af denne refleksion. Karlo havde en funktion som overkvartermester på en institution, hvor blogejeren arbejdede i forrige årtusinde. Han herskede over mere end 150 portører og vagtmestre. Hans uddannelse var stortset lig O. En skræmmende faktor i vor tid, hvor uddannelse er et gyldent mantra næsten uanset faget.  Karlo blev student året før, at 2. verdenskrig kom til Danmark. Han deltog allerede i de første år i den famlende modstandsbevægelse og blev senere modnet på nogle få år, som ganske mange unge modstandsfolk blev det, for hvem hverdagen var en blanding af oplevelsestrang, fædrelandskærlighed, tro mod demokratiske idealer samt en - næsten naiv - modstandskraft med faren for at miste sit unge liv. 

Karlo blev taget til fange af besættelsesmagten efter tip fra en stikker.  Han blev underkastet tortur, men holdt beundringsværdigt stand. Det blev livslangt invaliderende for ham. Han bar det mentale indenfor, men en sjælden gang kunne nogle kolossale raserianfald understrege den i forvejen særdeles myndige person, han efterfølgende udviklede sig til i sit job på denne institution. De fysiske mén var mere åbenbare.  De tyske forhørs-artister havde som start revet samtlige hans fingrenegle af.  Hans store hænder bar stadig ca. 25 år senere præg af dette, da blogejeren mødte ham.  Karlo var ungkarl.  Gift med sit job.

En dag havde han blod i urinen og en lægeundersøgelse fortalte, at en akut operation var tilrådelig. Når et ungt menneske presses til det yderste, som Karlo (og tusindvis af andre unge danskere blev under 2. verdenskrig), genereres ofte en stærkere intuition. Karlo fornemmede - før nogle - at denne urologiske kendsgerning måske var starten til slutningen. Som tjenestemandsreglerne var dengang, var et giftermål nødvendigt før det fyldte 60 år, såfremt en ægtefælle skulle kunne beneficere på en enkepension. På denne store institution var bl.a. en høj ranglet og ikke særlig attraktiv kvinde; ihvertfald ikke i blogejerens og mange andres optik.  Hun var en del år yngre end Karlo, men deres visuelle kommunikation forekom udenforstående overraskende venlig og tvangfri, modsat begges ofte let bryske kollegiale samvær med deres omgivelser. 

Det har skræmmende ofte slået blogejeren, når han mødte (heteroseksuelle) par, hvad deres gensidige tiltrækning egentlig bestod i.  Her var i sandhed endnu et eksempel.  Få - hvis nogen - forstod det.  Ikke desto mindre blev Karlo gift med denne ranglede kvindelige kantinebestyrer i løbet af relativ kort tid. Det skete kort tid før han fyldte 60 år. 

Herefter fulgte operationen.  De kommende uger krævede alt Karlos mod og stamina.  En dag besøgte blogejeren ham. Vores forhold var ikke nært. Aldersforskellen mellem os var en generation. Men ofte i livet er det ikke afgørende; derimod er personkemien det altafgørende.  Under dette besøg blev indledningsvis udvekslet nogle ganske få fraser.  Karlo var (som blogejeren) ikke ynder af at spilde sin tid.  Derfor tog samtalen mellem os hurtig en drejning til et ganske overraskende niveau af intimitet, som blogejeren har oplevet det nogle gange under 1:1 samtaler med døende mennesker. Fortroligheder fulgte fra denne stærke personlighed, der aldrig slettes på blogejerens personlige harddisc.

Refleksion 
Forleden oplevede blogejeren næsten en dobbeltgænger til Karlo. Det fik refleksionerne igang og - med en bogholders præcision og kærlighed for debet og kredit - til at placere minderne i de rigtige kolonner. Karlo sikrede en kvinde en hæderlig supplerende indtjening i hendes livs aften. Han var i sandhed også medvirkende til at markere den danske modstandsvilje. Bag sin bryske og indimellem efter vor tid brutale personaleledelse var Karlo et menneske, der med både intelligens og maskulin styrke satte nogle spor.  Da Karlo ikke havde børn og en yderst begrænset - nu afdød - kontaktflade, er han glemt…. 

….men ikke af blogejeren. Begrebet “stamina” og Karlo var to fusionerede faktorer. Da denne signatur så “dobbeltgængeren”, tænkte han på Karlo´s stærke ord under hans sidste sygebesøg hos ham. I en dødsmærket hædersmands tanker var sammenligningen af resultatet fra 2. Verdenskrig og hans aktuelle habitus formet i de sidste ord til blogejeren, medens blærecanceren langsomt arbejdede sig mod det terminale mål:

 “Vi vandt - jeg tabte!”   

70 x Congratulations Tina Turner torsdag, 26. nov 2009

Et “klima-venligt” link onsdag, 25. nov 2009

Den bæredygtige Nordhavn tirsdag, 24. nov 2009

Julefrokost på Nytorv mandag, 23. nov 2009

Man(d) har efterhånden takket været sine årringe (pænere ord for rynker ) deltaget i nogle stykker af den kendte danske tradition: “Julefrokosten“ såvel til lands som søs.  Det har læseren garanteret også.  Traditionen er - næsten - ligeså rodfæstet som selve julen. 

Den indre harddisc fremkalder adskillige både vanvittig morsomme og yderst tragikomiske billeder fra denne traditionsrige årlige “fest”.  Af tidsmæssige og måske især af “protokolære grunde”  har blogejeren valgt at spare de i forvejen ofte hårdtprøvede læsere for specifikke detaljer såvel i grønt som ikke mindst i rødt felt.

Restaurant og café Nytorv

“Dansk restaurant midt i byen - Dansk mad og hygge” står der bl.a. på den folder, der ledsager regningen hos den mangeårige og kendte restaurant i hjertet af Københavns city.  Der er travlt allerede nu, næsten en måned før jul.  Såvel frokost-menu som aftenmenu er spækket med danske retter.   Det er ikke fusionskøkken, det er ikke finere fransk madlavning, men solid dansk kost med kendte navne.  Hjemmesiden www.nytorv.dk kan nærlæses for at give et indtryk.

Blogejeren valgte den absolut klassiske “Københavner platte” (illustr.). Marineret sild (rigtig god smag), ferskrøget laks (udmærket, men iskold og klistret røræg ), fiskefilet med remoulade (varm med acceptabel fiskesmag), hønsesalat med bacon (sortstegte bacon tog noget af fornøjelsen), roastbeef med pickles (næsten o.k.), flæskesteg med rødkål (dejlig varm og sprød svær med god smag) og brie med druer (ok, især frisk tilbehør).  Ledsagende brødbakkes indhold var absolut på det jævne og ville have sikkert have glædet ænderne ved nærtliggende Frederiksholms kanal.

Betjeningen af to unge servitricer var medium i professionalisme og plus i venlighed, men regningen med den acceptable saldo kom ekstremt hurtig. Ved udgangen sagde den ledende tjener semi-ægte “farvel og tak for iaften…hrrr“.  Prisniveauet er rimeligt for stedet og kvaliteten.  Ikke nogen kulinarisk orgasme, men ofte et sikkert valg til almindelig dansk kost. Stedet er besøgt ml. 5-10 gange over de seneste årtier med stortset samme indtryk:

 3 ud af 5 kokkehuer med en lille fedtplet opad

Interiør

Restauranten befinder sig i en høj kælderetage til Nytorv. Den består af et større samt nogle mindre rum. Gamle malerier forestillende motiver fra det indre København, lyslampetter samt et kært gammelt Bornholmer-ur, der var gået i stå. Men pyt, så går det da rigtigt 2 gange i døgnet . Absolut gedigen skabt helheds-atmosfære.

Stemning

Ved siden af denne signaturs bord sad et par i 50+ alderen.  Deres nærmest forkrampede høflighed overfor hinanden, stumpvise tale og påfaldende intensive interesse for juleanretningen tydede stærkt på en dating, der ikke just forløb alt for vellykket. I sådanne situationer kan selv placeringen af en vindrue ved osten være interessant .

Ganske modsat lød høje pigehvin og maskuline brøl cirka hvert 4 minut fra eet af de mindre lokaler. Stemningen var i “skru” efter maden var indtaget. Det var tydeligt, at dagsorden var “den gode gamle danske julefrokost”.  De unge kvinder havde valgt en påklædning og makeup, der ikke just matchede formålsparagrafen hos Dansk Kvindesamfund. Samme organisations motto “Det lange seje træk”  synes nærmest tværtimod i dette blandede julefrokostselskab .

Flere af selskabets deltagere var nået til det punkt i den danske julefrokost, hvor selv en krøllet papirserviet er morsom, hvor enhver ”perspektiverende” hentydning takket være den individuelle alkoholindtagelse bliver bearbejdet med akut parring for øje….eller som minimum i tanken. -  Et af de nye danske ord “omstillingsparathed” synes her - modsat ofte i den ædru verden - at have en vis tyngde af værdi.

Refleksion

Julefrokost og moral: Hvad er din hensigt med deltagelsen? Er det hygge, tvunget samvær eller kalkuleret scoring med efterfølgende strategisk karriere-sigte eller ad hoc parring eller måske efterfølgende bofællesskab med farvede velourhjemmesutter, girokort, barnegråd, ugentlig kulørtvask, p-bøder, familie-pligt-middage og flekslåns-omprioriteringer samt en overfyldt julekurv af Facebook-”venner”?

Gennem et langt og sammensat liv har blogejeren oplevet en del eksempler på ovennævnte samt andre mere fantasirige varianter over temaerne. Der venter denne signatur flere julefrokoster, ganske som læseren garanteret også er ved at tune sit fordøjelsessystem og sin lever samt efterse garderoben til mere eller mindre traditionsrige og stimulerende juleselskaber…..

Go´ fornøjelse !

PS. ad. julefrokost - Man(d) har ikke glemt dans, taler, sange, slagsmål, injurier, transport, bræk, fortrydelser, fyringer/omplaceringer, maveinfektioner, tøjrensninger, refusioner, separationer osv….men ovennævnte er blot en lille refleksion ! 

Den svage mave fredag, 20. nov 2009

I forrige årtusinde havde blogejeren en kollega med en meget sart mave. Denne kollega var ganske meget ældre end blogejeren, men skæbnen ville, at vores livslinier - rent erhvervsmæssigt og lettere privat - krydsedes intensivt i en periode.  Denne kollega var “tvangsplaceret” på den daværende arbejdsplads, hvor blogejeren på et tidspunkt tjente til “livets ophold”.

Årsagen til “tvangsplaceringen” var af seksuel karakter.  Det er ikke just noget specielt og nyt. Det sker næsten hver dag på arbejdspladser.  Her var der tale om et relativt tumultarisk lesbisk forhold, der havde udvirket, at B.B. (nej..bestemt ikke Brigitte Bardot, vel snarere det modsatte ) måtte “skilles” fra sin daværende elskede (kollega) og hun landede så på en større institutions kontor.

Blogejeren lærte hende at kende som en yderst sammensat kollega. Få kunne (sam-)arbejde med hende. Cheferne hadede hende, men frygtede hende også lidt. Årsagen hertil var, at hun var lynende intelligent, aut. fransk translatør og begavet med en yderst skarp iagttagelsesevne og efterfølgende hukommelsespotentiale .  Det franske blev meget belejligt brugt, når den politiske ledelse skal have oversat diverse dokumenter hurtigt og diskret.  Reelt kunne B.B. være ganske diskret og med en hun-elefants hukommelse i få, men bidende og maskerede sætninger minde sine chefer om sin “viden”.

Hun besad den ret almindelige “kompetence” at bygge en kinesisk mur op om sine arbejdsområder, så enhver udeforstående næsten var sikker på, at flere arbejdsprocesser ville bryde nærmest katastrofalt sammen, såfremt B.B. af uvist hvilken grund pludseligt forsvandt. Nogle kalder det “uundværlighed”. Reelt er der vel snarere tale om at smide en sten i vandet og se “effekten” .

Så blev B.B. syg. Hun fik “ondt i maven”.  Voldsomme mavesmerter og langvarige sygefravær fulgte. Her kom så blogejeren, der i mellemtiden var blevet souschef i det pågældende område, ind i billedet.  Som nævnt kunne hendes chef(er) ikke døje hende. Da blogejeren havde etableret et forholdsvis fornuftigt samarbejdsforhold baseret på flere semi-kyniske forhold , hvoraf den fælles fødselsdag (ikke år !) var een af dem, fik han en “en bunden opgave”.

Debriefing

Disciplinen “debriefing” er velkendt bl.a. indenfor bl.a. spionverden. I det aktuelle var der tale om en “debriefing” af B.Bs arbejdsopgaver for en kollega, der var udset til at overtage hendes opgaver. Da han ikke var velsignet med “blogejerens mere pragmatiske og visiterende sindelag”, blev begge udstyret med en “fuldmagt” til at besøge den mavesyge B.B. privat og forsøge at vride “de arbejdsmæssige staldtips” ud af hende.

Det beløb sig til ganske mange debriefing-møder i hendes private Frederiksberg-lejlighed ledsaget af spandevis af te og småkager fra det lokale supermarked. Oftest kom blogejeren alene.  Hendes efterhånden nærmest pergament-farvede ansigt, der lignede en ørn med ganske gennemborende øjne, samt hendes mere og mere magre krop signalerede, at vi arbejdede “mod uret”. Da “debriefingen” var tilstrækkelig, blev der “ordnet en sygepension” til hende; institutionen var et hospital, hvor også overlæger i højeste grad kan se en nytteværdi i pragmatisk samarbejde .

After work

Næsten alle var sikker på, at den formodede mavecancer snart ville sætte en - for en del kolleger - tilpas stop for hendes virke og ikke mindst hukommelse på denne jord. Tiden gik (det gør den jo som regel ).  En dag ca. 20 år senere bankede B.B. pludselig på døren til blogejerens kontor. Hun havde været til “kontrol af maven”.  Ugen efter skulle hun i en alder af 75 år for første gang flyve. En fjern fætter i Sydney, AUS havde inviteret den gamle dame.

“Det er sandelig en lang tur første gang”, hørte blogejeren sig selv sig høfligt og medfølende sige til B.B. “Jamen, hva´ kan ske hr. Hulegaard?” var hendes svar. (Vi forblev “De´s”  livet ud).  “Vi skal jo alle dø”, var hendes efterfølgende replik, der unægtelig var gennemsyret af en skånsesløs logik (ja…ik´ sandt ).

Ved dette møde og nogle efterfølgende tilfældige “syn” af B.B. i Hovedstadens stormagasiner var der sket en forvandling af hendes stil. Den stringent dragt-drapede magre quinde-krop var nu emballeret i diverse kjoler af forskellige farver og snit og på hovedet sås bredskyggede hatte. Om det var hendes talrige skønlitterære mini-noveller, som Aller-koncernen m.fl. aftog i en lind strøm til deres ugeblade, der havde feminiseret hende, var uafklaret; ihvertfald for blogejeren .

Refleksion

For nylig læste blogejeren hendes dødsannonce i hovedstadsaviserne. B.B. og hendes sarte mave have overlevet fra hendes pensionering som 56 årig og til hendes død i en alder af 96 år; altså 40 år!

Det er sjældent, at blogejeren griner, når han læser dødsannoncer, men her skete det. Den svage mave havde klaret en langt livsforløb og der må efterfølgende - måske -  have ventet patologerne en sjælden gastroenterologisk oplevelse .

Begrebet “mavefornemmelse” har været kendt ganske længe…..

David Sanborn i Odense tirsdag, 17. nov 2009

Det er sandelig ikke hver dag, at een af verdens bedste saxofonister gæster Danmark. Her tænkes på den formidable amerikaner David Sanborn.  Scenen var Magasinet (Brandts klædefabrik i Odense). Odenses særdeles aktive jazzmiljø havde via kontakter og diverse sponsorer fået overtalt Sanborn til en lille sløjfe på sin Europatur.   

David Sanborn

Saxofonen er musikalsk instrument. Det ved de fleste. Der er varianter af dem. Ganske ligesom der er varianter af udøvere. Een af de kendte - hobby-betonede - er eks-præsident Bill Clinton.  Der er gode og mindre gode. Og så er der nogle helt særlige i den kategori, der kan benævnes godt og kort “verdensklasse”.  Blogejeren måtte i foråret trække på sin børneopsparing og - med eksorbitant fornøjelse - tage en tur til London for at nyde den største af dem alle - Kenny G.  (Omtalt på bloggen d. 4 maj 2009) 

Een af de andre - helt - store informerede på sin “tour-list” dette efterår, at det tætteste ville blive Frankfurt am Main. Nå ja, hvorfor ikke? og euro-beholdningen blev checket .  Men skæbnen i forbindelse med et fælles initiativ fra jazz-hovedstaden vest for Kbhvn. - Odense - var med blogejeren. Pludselig blev der mulighed for et smut forbi O-dénse som Sanborn kalder byen med tryk på anden stavelse, som han har gæstet i 1999 og 2006.  

Det blev et brag af koncert. I tal ca. 1,5 times jazz i verdensklasse, serveret af et uhyggeligt velspillede 4-mandsband som “backing-group” til maestroen himself - 64-årige David Sanborn. 2 ekstranumre og 2 standing-ovations fik smilet frem og lysten til at underholde lidt ekstra for det fynske publikum.

Promoveringen af David Sanborns  23ende og seneste plade ”Here & Gone”, som er en hyldest til Ray Charles nu afdøde orkesterleder Hank Crawford, var tydelig. Pladen indeholder en lang række populære numre fra bl.a. Ray Charles repertoire, samt klassikere som St. Louis Blues og Basin Street Blues. Udover Sanborn selv bestod gruppen af Ricky Peterson (keyb), Richard Patterson (b), Nicky Moroch (g) og Gene Lake (dr).

Samme verdensklasseband er nu videre til andre destinationer i Europa, heraf en 14-dages turné i Japan. Det meste af 2010 og 2011 vil udspille sig i Nordamerika, Fjernøsten samt på krydstogtskibe iflg. Sanborns tourlist.

David Sanborn blev født 30.juli 1945 i Tampa, Florida, USA. Han er i dag verdenskendt som altsaxofonist; blandt de 3-4 allerbedste.

Sanborn begyndte som 10-årig at spille saxofon efter lægens anvisninger. Han havde nemlig fået polio, og som terapi for dette begyndte han at spille saxofon. Der anes fortsat meget lidt ved Sanborns højre nedre benregion af følgevirkningerne efter polio-sygdommen (set fra blogejerens sæde på 1.række, hvor også billedet er taget). Sanborns professionelle karriere startede i helt tilbage til 1967. Det er således en særdeles yderst erfaren musiker.  Illustrationen viser David Sanborn i den typiske attitude med lukkede øjne. Musikalsk er han især kendt for en kraftfuld spillestil, overtoner samt en flot klang.

Refleksion

Weekenden 14-15.nov. 09 stod bl.a. i jazzens tegn. Lørdagen oplevedes “Captain Fingers” alias Lee Ritenour - the Grandfather of jazz/funkguitar i Pumpehuset, Kbhvns city. Og søndag aften var det så verdensstjernen David Sanborn i Odense.

Det kan naturligvis være dejligt at høre d´herrers verdensklassemusik i øregangene, men det er en MEGA-stor prik over i´et at både høre og se dem In Real Life….

Guitaristen Lee Ritenour og saxofonisten David Sanborn…..greaaaaaaaaaaaaaaaat!

Tanker om MareRITT mandag, 16. nov 2009